Birkerød overvandt chokstart

14. marts 2015

Lyngby startede bedst mod Birkerød, der dog kom stærkt tilbage og vandt med 4-1.

KØBENHAVN.

Måske vil de ikke indrømme det, men der sad altså nogle nervøse Birkerød spillere og ledere, da der var spillet et kvarter til en halv time af DM-semifinalen mellem Birkerød og Lyngby. Ja, Birkerød endte med at vinde med 4-1, men det holdt hårdt, specielt i indledningen.

En skade til Frederik Løchte Nielsen havde gjort Birkerøds opgave væsentligt lettere, men Lyngby er et medaljespilshold, som man aldrig ved, hvad kan gøre, og da de pludselig førte i både første- og andensinglekampen, kunne man godt se nogle nervøse miner hos Birkerød-spillerne.

Rasmus Nørby var blændende mod Jesper Brunström, der var det stik modsatte. Og Danmarksmesteren Philip Ørnø var helt væk mod Andreas Bang. Lyngby trykkede på fra start og var oppe med breaks på begge baner.

Jeg tænkte, at det blev hårdt og svært, ligesom vi havde regnet med, at det ville blive. Selvfølgelig havde vi en fordel, når Frederik Løchte ikke var med for dem, men starten viste det, som vi regnede med. At det blev svært”, sagde Birkerøds tredjesingle Kasper Warming, der var en af de halvchokerede Birkerød-spillere under kampens indledning.

Mens Nørby holdt stilen mod Brunström, fik Philip Ørnø kæmpet sig tilbage i andensinglekampen. Trods sætbolde i mod sig fik Ørnø med nød og næppe reddet første sæt hjem i en tie-break. Men mens andet sæt gik i gang i førstesinglen, bragte Rasmus Nørby Lyngby foran med 1-0. Brunström blev overbevisende besejret med 6-3, 6-2.

Vil bare vinde
Heldigvis for Birkerød blev chokstarten overvundet. Der var mere normale omstændigheder i andet sæt mellem Ørnø og Bang. Danmarksmesteren udlignede til 1-1 efter 7-6, 6-2, men alt kunne ske.

Flere overraskelser havde Lyngby dog ikke i posen. Hverken tredje- eller fjerdesinglen blev for alvor tæt. Rutinerede Kasper Warming slog Mads Hjortskov med 6-1, 6-3, og Frederik Nymann, der lidt overraskende var valgt som Birkerøds fjerdesingle, besejrede unge Alexander Schou med 6-2, 7-5.

Frederik Nymann er vedholdene i sin kamp, selvom det er svært. Han har det rette indædthed og vil bare vinde. Og det samme viser Philip Ørnø i slutningen af sin kamp. Det skinnede i gennem, at vi bare ville vinde, synes jeg”, fortalte Kasper Warming, der selv leverede en ganske overbevisende indsats i sin tredjesinglekamp.

Gik efter to stærke doubler
Birkerød førte 3-1 før doublerne, men i dansk holdtennis eksisterer der én yderst formen regel, der hedder, at Lyngby altid kan stille to stærke doubler. Birkerød stillede kløgtigt Philip Ørnø og Kasper Warming op sammen i andendoublen. Det var den double, der skulle vinde kampen for dem, lignede det på papiret. Mødet blev mod Andreas Bang og Alexander Schou. I førstedoublen mødtes Jesper Brunstrøm/Hans Steentoft og Rasmus Nørby/Mads Hjortskov.

Vi gik efter at stille to stærke doubler. Vi ved, at Lyngby er gode, så vi turde ikke satse alt på en double”, forklarede Warming om opstillingsvalget og mente ikke, at Birkerød gik all-in på at vinde andensinglen.

Det kunne man selvfølgelig sige, men sådan ser jeg det ikke. Vi hiver Hans ind, der har trænet på sit aggressive spil, og ham og Jesper stiller en god double. Vi stillede op ud fra, hvordan vi ville stå stærkest”.

Vinder mange no-add
Doublerne kunne gå begge veje, men Birkerød var favoritter i dem begge. Og de lagde også bedst fra land på begge baner. Første sæt tog de forholdsvis komfortabelt i både første- og andendoublen, men da Rasmus Nørby virkelig spillede sig op kom Lyngbys førstedouble tilbage i andet sæt.

De fik frembragt en match-tie-break, men midt inde i dag kom jubelbrølet fra den anden bane. Philip Ørnø og Kasper Warming havde besejret Andreas Bang og Alexander Schou med 6-2, 6-2. Finalepladsen var sikret til stor jubel for Birkerød-lejren.

Jeg synes stadig, at det er tæt i vores double. Vi vinder mange no-add-bolde, og gør vi ikke det, ser det anderledes ud. Andreas Bang spiller sindssygt godt, men Philip og jeg var gode til at lægge et ens tryk, men det var bestemt ikke nemt”, understregede Warming efter sejren.

Skal vinde 40/60-kampe
Birkerød spillerne stillede op til diverse billeder. De var glade. Det var tydeligt. Det er længe siden, at de sidst har været i en DM-finale, men nu er de her. Søndag møder de KB i finalen, og selvom københavnerne er favoritter, tror nordsjællænderne på deres chance.

På papiret har KB selvfølgelig størst muligheder for at vinde, men det kan godt blive spændende. Vi skal vinde nogle af de 40/60-kampe, der har. Gør vi det, kan det godt stå 3-3”, påpegede Kasper Warming, der håber, at Birkerøds sult kan blive afgørende.

Vi er mange spillere, og vi vil alle sammen gerne spille. Der er selvfølgelig pres på i alle kampene, og KB er favoritter. Men spørgsmålet er, om deres rutine gør, at de spiller op til deres bedste, eller om vi kan løfte os på glæden over at være i en DM-finale”.

Finalen mellem Birkerød og KB spilles søndag kl. 13.

Kampfakta:
Birkerød – Lyngby 4-1
1HS: Jesper Brunstrøm – Rasmus Nørby 3-6, 2-6
2HS: Philip Ørnø – Andreas Bang 7-6(7), 6-2
3HS: Kasper Warming – Mads Hjortskov 6-1, 6-3
4HS: Frederik Nymann – Alexander Schou 6-2, 7-5
1HD: Jesper Brunstrøm/Hans Stentoft – Rasmus Nørby/Mads Hjortskov 6-1, 3-6, (6-2 rtd)
2HD: Philip Ørnø/Kasper Warming – Andreas Bang/Alexander Schou 6-2, 6-2

Karakterbogen:

Birkerød:
Jesper Brunström – 02
Philip Ørnø – 7
Kasper Warming – 12
Frederik Nymann – 10
Hans Steentoft – 10
Trænerne – 10

Lyngby:
Rasmus Nørby – 10
Andreas Bang – 7
Mads Hjortskov – 4
Alexander Schou – 4
Trænerne – 7