Karen Barbat måtte i dag, lørdag, se sig slået ud af den finske $10.000-turnering Aava Ortolääkärit Open, som hun indtil i dag ellers er strøget igennem på sikker vis.
Den 22-årige dansker, som i turneringen var blevet tildelt en ottendeseedning havde i de tre første runder af turneringen ellers ikke behøvet mere end bare to sæt i hver kamp for at komme videre. Så sent som i går, fredag, slog hun således slovakiske Natalia Vajdova med det sikre resultat 6-1, 6-2.
I semifinalen mødte Karen Barbat dog væsentlige hårdere modstand, da hun stod overfor den sjetteseedede Tess Sugnaux fra Schweiz, der så sent som d. 10. november avancerede på verdensranglisten, og derved nu ligger som nummer 549 i verden. Til sammenligning har Karen Barbat en placering som nummer 639 på verdensranglisten.
Der var derfor lagt op til en tæt semifinale mellem de to damer, som i sidste ende endte ud i Schweizisk favør. Sugnaux vandt således første sæt 2-6. Det var dog ikke en kamp, der skulle vindes uden kamp, og Barbat kom derfor igen i andet sæt som hun afsluttede 6-3. Den gode stil fortsatte for begge spillere i tredje sæt, hvor Tess Sugnaux dog endte ud med at trække det længste strå, og derved sendte sig selv i finalen med resultatet 2-6, 6-3, 4-6.