Barbat havde chancerne: Tabte tæt finale

28. december 2013
Karen Barbat formåede ikke at vinde finalen ved 10.000 $ turneringen i Istanbul. Efter en tæt finale der kunne have gået begge veje tabte danskeren 7-5, 4-6, 6-4 til Elise Mertens fra Belgien.
 
Der var chancer til Karen Barbat, og der er ingen tvivl om, at hun vil ærgre sig over, at hun ikke formåede at vinde finalen ved 10.000 $ turneringen i Istanbul i Tyrkiet. I alle kampens tre tætte sæt og specielt i det afgørende sæt havde Barbat nemlig chancen, men da hun blev brudt i tredje sæt ved 4-4, var det slut. Belgiske Elise Mertens viste sig stærkere end Barbat i den disciplin, som ellers er Barbats specialitet. Hun var skarpest, da det skulle afgøres og holdte hovedet mest koldt, og derfor måtte danskeren tage til takke med andenpladsen.
 
Tre bolde
Finalen blev en tæt affære, hvor Mertens i alt blot vandt tre bolde mere end Barbat. Kampen var også noget af en maratonkamp, men i tre tætte sæt var belgieren skarpest i de to af dem, og det gjorde udfaldet. I første sæt blev Barbat brudt ved 5-5, og så nappede Mertens sættet med 7-5.
 
Historien var anderledes i andet sæt, hvor begge spillere virkede nervøse. Efter mange servegennembrud mod sættets afslutning kom Barbat foran 5-4, og her brød hun nok engang belgierens serv og kunne dermed tage sættet med 6-4.
 
I tredje sæt sad man længe med fornemmelsen af, at det sagtens kunne gå dansk vej. Barbat brød nemlig tilbage efter lige efter, hun blev brudt ved 1-1, og siden da fulgtes de to spillere godt ad. Barbat havde muligheder for at bryde belgieren, men ved 4-4 blev hun selv brudt, og så kørte Mertens turneringssejren hjem på sin første matchbold.