Efter et par ugers fravær er jeg tilbage på blogen. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har tanket den de sidste par uger, men nu er jeg tilbage. Denne uge spiller jeg en chalenger i Dresden, og jeg har selskab af coach Henke Holm og Player Rouge, Martin Pedersen. Jeg regnede hele tiden med, at jeg skulle spille kval, da jeg var langt ude på den første liste, men der skete utroligt meget den sidste dag, så jeg gled ind i hovedturneringen. Martin var også tæt på at glide ind, men må dog gå igennem kvalen, hvor han er 2. seedet og møder en god tysker.
Vi havde en meget hyggelig tur herned. Vi lavede en roadtrip ud af det, men desværre blev Fiestaen vraget til fordel for Henkes stationwagen. Nok en meget god ide, når man tænker på alle de vægte og træningsredskaber Henke rejser med. Det var også på vores lille roadtrip vi stødte på et nyt menneske: Trafik Henke. For de, der ikke kender Henke som tennisspiller, kan jeg fortælle, at han var en meget offensivt indstillet spiller. Han udførte en slags "alt eller intet" taktik, der var ekstremt effektiv, når han spillede godt, men mindre god, når han ikke lige ramte dagen. Med andre ord, der var ingen dikkedarer. Det, jeg prøver at sige, er, at Trafik Henke er Tennis Henkes modsætning. Jeg har aldrig i mit liv set så defensiv kørsel, hvillket naturligvis er bedre, end det modsatte. Det er klart. Men når man på den tyske autobahn, hvor man jo må køre så hurtigt man vil, har perfekte vejrforhold og er helt alene på vejen, så kører 100 km/t i 160 km er det lige forsigtigt nok efter min mening. Men vi hyggede os nu fint nok, og jeg tror roligt, jeg kan sige, at jeg blev mester i "20 spørgsmål til professoren". Undervejs havde vi lidt sjov med, at Martin ikke kunne huske, hvad Kylie Minogue hed. Så meget, at Henke frydede sig og håbede, at han ikke ville kunne komme på det, før vi nåede Dresden. Det gjorde han naturligvis, men så kom nemisis og stak sin trefork ind i ballen på Henke, for det tog ham 16 timer at komme i tanker om, hvad Sherlock Holmes hed!
De sidste par uger har jeg brugt på at forberede mig til den korte grussæson, jeg har her i foråret. Vi nåede 3 rigtigt gode træningsdage i Tyrkiet efter DC. Derefter havde jeg en kort afstikker til England, hvor jeg spillede et par holdkampe. Nu er vi så nået vores første grusturnering i år, og det føles umiddelbart helt ok. Banerne hernede er meget gode, og turneringen virker til at være godt arrangeret, men de plejer de også at være i Tyskland. I næste uge spiller vi så i Århus, hvor den første udgave af den nye challenger, PharmaMedico Open, spilles, og det glæder jeg mig personligt meget til.