Australian Open: De sidste to kvindelige semifinalister fundet

28. januar 2015

Ren amerikansk semifinale i sigte.

På andendagen med kvartfinaler var det igen kvinderne, der stod klar til kamp først på dagen.

I den første kvartfinale hos kvinderne, var det de to amerikanske landsmænd Madison Keys og Venus Williams der stod overfor hinanden i et tæt opgør.

Man kan roligt sige, at kvartfinalen var et opgør imellem den ældre og unge tennisgeneration, da Keys kun er 20 år gammel imod Venus’ 35 år. I dag blev det dog til en sejr til den unge generation, da Keys vandt kampen i tre sæt med cifrene 6-3, 4-6, 6-4.

Det blev til en tæt kamp, men den unge amerikaner var bedst til at udnytte sin break-muligheder, da hun vandt syv ud af ni break-bolde. Det var ikke fordi Venus ikke havde muligheden for at bryde, men hun formåede kun at udnytte fem ud af ti chancer. Dermed blev det ikke muligt, at semifinalen kunne blive et opgør mellem Williams-søstrene.

Modsat Venus havde hendes søster, Serena Williams, bedre styr på sin kamp, da hun stod overfor slovakiske Dominika Cibulkova, der var seedet som nummer ti ved turneringen i Melbourne.

Serena var ganske enkelt den bedste spiller på banen, hvor hun blandt andet dominerede ved at lave hele 15 serveesser imod Cibulkovas ene servees.

Amerikaneren skulle kun bruge en time og fire minutter for at afgøre kampen i to sæt. Serena vandt kampen med de overbevisende cifre 6-2, 6-2.

Dermed bliver den anden semifinale en kamp mellem den unge Madison Keys og verdens nummer et, Serena Williams.

Billede af David Rommedahl.