Selvom WTA og ATP touren stadig tager en lille puster efter US Open, bliver der spillet om titler rundt om i verden.
Hos herrerne er der i den forløbende uge blevet dystet om ATP-titler på grus i Bucharest og indendørs på hard court i Metz.
I Rumænien strøg tyske Florian Mayer (ATP 24) for første gang i karrieren til tops. I finalen slog han spanske Pablo Andujar (ATP 43) med 6/3 6/1.
Jo-Wilfried Tsonga (ATP 10) havde inden denne uge ikke vundet en titel siden 2009. Som 1.- seedet og hjemmebanefavorit i Metz fik han lavet om på dette efter en finalesejr over Ivan Ljubicic (ATP 29) – 6/3 6/7 (4) 6/3.
Kvindernes tour er draget til Asien i disse uger. I Seoul vandt Maria Jose Martinez Sanchez (WTA 36) finalen over Galina Voskoboeva (WTA 82) med 7/6 (0) 7/6 (2). Det var den kreative spaniers femte WTA titel.
Turneringen i Guangzhou, Kina, blev overraskelsernes turnering. Ikke mange havde forudset at Chanelle Scheepers (WTA 73) og Magdalena Rybarikova (WTA 72) skulle stå over for hinanden i finalen. Scheepers vandt karrierens første titel efter en finalesejr på 6/2 6/2. Det var Sydafrikas første WTA titel siden Amanda Coetzer vandt i Acapulco i 2003.