Jeg vandt min semifinale med 2-6 6-2 6-3. Kampen bar præg af kraftig vind, så det var ikke super skønt, men vi gjorde det så godt, vi kunne. Jeg startede elendigt. Jeg havde ingen gameplan pga. vinden og slog forvirret til boldene, så han bare kunne spille den rundt. Han spiller klart bedst, når han har rytme, og det gav jeg ham i 1. sæt. Jeg kunne ikke komme igennem ham og lavede fejlene. Fra starten af 2. gik jeg mere aggressivt til værks og pressede specielt hans server meget mere, og det gav pote med det samme. JEg fik brudt hans rytme, og han begyndte at lave fejl. Jeg var nu med i alle hans games, og brød ham 5 gange i de sidste to sæt. Jeg fik et tidligt break i 3., men smed det væk med det samme, men jeg følte aldrig rigtigt at sejren var i fare.
Vi tabte til gengæld doublen i den ringeste, kedeligste, bondekamp, jeg har spillet. Det var koldt og blæste endnu mere, end i singlen, og vi ramte slet ikke banen. De spillede udmærket, så der var ikke mere i den. 2 og 3 – bom.
I morgen spiller jeg finale mod Kim fra Korea, som jeg mødte i 1. uge. Han har spille pisse godt i den her turnering, og de langsommere forhold passer ham godt. Det bliver en hård kamp. Det er kl 14 – 7 dansk tid – og den bliver streamet live på nettet, hvis der er nogle, der skulle være interesserede i at se den. Det er ikke helt let for mig at forklare, da det er på en koreansk side, men jeg tror, jeg har kommet frem til et rimeligt direkte link:
http://live.gomtv.com/submain.gom?grpid=780&plandate=1240671600
Derefter skal man trykke på 2009 ITF og alle de mærkelige tegn, der står til højre for kl 14. Så åbner der sig en ny boks, hvor man skal trykke på feltet med en pil i. Jeg tror dog, man skal downloade en player, før det kan lade sig gøre.
Min finaleplads betyder, at jeg ikke kan anvende min returbillet. Jeg skulle absolut bestille en billet fra Busan, og der var ingen ledige pladser om mandagen, så jeg valgte at tage søndagen, og så tage skraldet derfra. Jeg kunne, som ventet, ikke ændre den, så jeg var tvunget til at købe en ny billet – vamos. Hvorfor jeg ikke bare lavede en billet til og fra Seoul, når indenrigsbilletter koster 41 euro, må guderne vide. Det havde nok været for let.
YNWA