Danmark rykker op i Davis Cups næsthøjeste division, Europa/Afrika Gruppe 1. Det sikrede Martin Pedersen, da han søndag vandt den femte og afgørende kamp i oprykningsfinalen mod Maxim Dubarenco.
KOLDING.
Én professionel tennisspiller og tre amatører. Det er, hvad det danske tennislandshold består af. Alligevel spiller de næste år i den næstehøjeste division i Davis Cup. En helt utrolig bedrift efter en helt utrolig Davis Cup-weekend i Kolding.
Til sidst var det den ene af de tre amatører, der sikrede den danske oprykning. Martin Pedersen vandt efter en sand gyser af en tenniskamp over den professionelle moldover, Maxim Dubarenco, og så kunne den danske jubel bryde løs.
Historien om de nedslidte danskere, der overpræsterer hver gang, der skal spilles, har gentaget sig. I 2011 rykkede Danmark senest op i Europa/Afrika Gruppe 1 efter en sejr over Bosnien-Herzegovina, og efter en nedrykning sidste år er danskerne nu tilbage. 3-2 over Moldova i en forrygende kulisse i Kolding gør, at den næste år står på modstandere som Rusland, Sverige og måske Spanien og Serbien og ikke Irland, Bulgarien og Madagaskar.
Fightede hele vejen
Manden Danmark i sidste ende skal takke, er Martin Pedersen. Den jurastuderende tennisamatør kæmpede sig på forrygende vis tilbage fra 0-1 i sæt og 5-6 i andet sæt til en sejr på 3-6, 7-6, 6-4, 3-6, 7-5 i en maratonkamp, hvor ingen ville give sig.
Det var langt fra Martin Pedersens kønneste tenniskamp, men han fightede hele vejen, og det nåede han langt med. Serven var skarp, og selvom der var lidt for mange fejl i returneringerne, ligger danskeren nok ikke søvnløs i nat.
Fighten og viljen til at vinde skinnede i gennem hos danskeren, der knyttede næven og kom med jubelbrøl hver gang, han vandt et vigtigt point. Martin Pedersen var kun fokuseret på én ting, og det var at vinde. Han ville sikre dansk oprykning.
Landskampsstemning
Samtidig ville tilskuerne i Bramdrupdam Hallerne også gøre alt, hvad de kunne for at hjælpe Martin Pedersen. Ført an af Thomas Kromann og Frederik Løchte Nielsen på den danske bænk blev der sat en stemning, der aldrig før er set i en dansk tennishal. 350 livlige danskere animerede Martin Pedersen til at kæmpe.
I momenter var stort set hele hallen oppe at stå for at klappe, trampe og båtte og råbe, der helt frem. Alle midler blev taget i brug fra publikum, og flere gange måtte dommeren tysse på tilskuerne. Det stoppede dem dog langt fra. ’Danmark, Danmark, Danmark’, lød det taktfast. En smuk landskampsstemning blev der skabt i Bramdrupdam Hallerne til en tenniskamp, der var fantastisk reklame for sporten.
Der var så meget nerve i kampen, og begge hold ville vinde for hver en pris. Det var tydeligt at spillene spillede for mere end bare dem selv, og de tre spillere, der sad på holdene bænke, var præcis ligeså nervøse, som spillerne på banen. Der var noget på spil. Det handlede om oprykning, og det kunne man tydeligt mærke i Bramdrupdam Hallerne.
Lange dueller
Kampen startede ellers præcis, som den ikke skulle, hvis man holdte med Martin Pedersen, men det gjorde ikke noget ved opbakningen. I lange dueller fra baglinjen har Martin Pedersen langt fra sin force, og trods det hurtige underlag var der mange af dem i kampens begyndelse. Det udnyttede Maxim Dubarenco til at sætte Martin Pedersen underpres. Moldoveren kom frem til breakbold i danskerens første serveparti, og i endnu en baglinje duel skvattede danskeren, og så kunne Dubarenco smashe sig foran 2-0.
Det blev dog hurtigt bedre for Martin Pedersen. Han fik mere gang i sin serv og fik afkortet duellerne. Samtidig steppede publikum op. Man kunne tydeligt mærke på stemningen i Bramdrupdam Hallerne, hvad der var på spil. Hver gang Martin Pedersen vandt en bold blev der klappet højlydt og trampet i gulvet. Den støtte havde danskeren også brug for.
Han lavede flere fejl end normalt, og han havde det specielt svært i Maxim Dubarencos serveparti. Det var sjældent, at han for alvor kom i nærheden af at bryde. Måske var det netop kampens omstændighed, der trykkede danskeren. I hvert fald spillede han ikke på toppen.
Alligevel fik han gang i serverne, og i slutningen af første sæt satte han en stribe esser ind. Problemet var bare, at Dubarenco gjorde det samme. Pedersen kom ikke i nærheden af bruddet, og så vandt Dubarenco første sæt med 6-3.
Et skridt foran
Positivt var det dog, at Martin Pedersen havde løftet sit eget spil, specielt i egen serv. Det kunne også mærkes på publikum. Selvom danskeren havde tabt første sæt, var der stadig en tro på, at han kunne komme tilbage.
Lidt presset fik han taget sit første serveparti hjem, og det gjorde godt. Nu var det danskeren, der havde det mentale overtag ved at være et skridt foran hele tiden, og det gav ham også mere ro i Dubarencos serv. Stadig holdt Dubarenco bare højt niveau, og det gjorde det svært for Pedersen at bryde.
I stedet var det ham selv, der blev presset ved 5-5. Dubarenco fik returneret Pedersens server godt og kom frem til to breakbolde, og da kunne Martin Pedersen ikke stille noget op. Først fik han hjælp af dommeren, der fejlagtigt dømte en serv fra Pedersen inde, men på den anden breakbold var Dubarenco for skarp. Han fik brudt Martin Pedersen, men det der lignede en 2-0-føring til moldoveren skulle vise sig at blive ganske anderledes.
Med hjælp fra publikum
Publikum bar Martin Pedersen frem i det næste parti, hvor danskeren var tvunget til at bryde. Det blev klappet, trampet i gulvet og råbt på Pedersen og Danmark. Den opbakning løftede Pedersen, der spillede sig frem til flere breakbolde, men Dubarenco afværgede hele tiden med gode server. Til sidst lykkedes det dog efter en lang baglinjeduel. Hvor der er vilje, er der vej, og Martin Pedersen fightede det allerbedste, han havde lært.
Det blev 6-6 og tie-break og også her støttede det danske publikum Pedersen på flotteste vis. Inde på banen blev der kvitteret med en sand opvisning. 7-1 til Martin Pedersen og et jubelbrøl fra danskeren. Der var udlignet til 1-1 i sæt.
Alle levede sig med i jagten
Så havde Martin Pedersen ligesom momentum. Han havde fået publikum ud på kanten af stolene, og alle levede sig nu med i danskerens jagt på Davis Cup-oprykning. Maxim Dubarenco holdt ganske vidst hovedet koldt og holdt serv fra start i tredje sæt, men det var tydeligt, at Martin Pedersen spillede mere frit.
Nervøsiteten taget i betragtning lignede det, at han nød at være inde på banen. Han satte lidt flere slag end sin moldoviske modstander, han servede godt, og det var ham, der kom tættest på i modstanderens servepartier.
Ved 2-2 kom danskeren på 15-40, men Dubarenco servede sig i første omgang ud af problemerne. Fra 40-40 blev det dog fordel Pedersen, og der trak han en stærk returnering frem af hatten. Dubarenco blev sat under pres, og Martin Pedersen fik brudt.
Der blev jublet i Bramdrupdam Hallerne, og tilfredsheden lyste også ud af Pedersen selv. Han var på jagt, og han var tæt på, men intet var afgjort. Fokus lyste nemlig også ud af Martin Pedersen. Han ville udnytte sit momentum, og det gjorde han også. Han fastholdt sine gode server og sørgede for, at Dubarenco aldrig for alvor kom tæt på at bryde.
Han vandt tredje sæt med 6-4, og det var tydeligt, at det var danskeren, der var ovenpå. Den danske bænk jublede og var oppe at stå ved hvert eneste point, men de så småt satte sig ned på den modsatte bænk. Martin Pedersen havde løftet sit niveau, og han spillede bedre tennis end Maxim Dubarenco.
Henvendelser til referee
Det billede fortsatte i begyndelsen af fjerde sæt. Der var langt mere tænding over danskeren og den danske lejr, og det kom også til udtryk i spillet på banen. Maxim Dubarenco spillede ganske vidst fint med, og i hans egne servepartier havde han ikke de store problemer, men som kampen skred frem, og han ikke fik brudt Martin Pedersen blev han mere og mere rådvild.
Pludselig skulle han have en længere snak med referee, og ingen andre end Dubarenco selv så ud til at vide, hvad han utilfredshed handlede om. Det danske publikum svarede igen med buh-råb. Det var ikke nødvendigt, det Maxim Dubarenco gjorde.
Han fik da heller ikke noget ud af det. Martin Pedersen holdt serv til 3-3, og i partiet efter havde han breakbold. Pedersen fik dog ikke brudt, og i stedet slog Dubarenco igen. Han brød rent til 5-3, og pludselig var alting vendt på hovedet.
Det fik også danskerne og i særdeleshed Kenneth Carlsen til at rette flere henvendelserne til dommeren og referee. Meget ofte var der noget, det skulle diskuteres med de højere instanser, uden der selvfølgelig kom noget ud af det. Maxim Dubarenco holdt serv til 6-3 og tog fjerde sæt. Et femte og afgørende måtte i brug.
Træt Pedersen fightede
Her lignede det egentlig, at Martin Pedersen var for træt til at kunne stille noget op mod den 21-årige moldover. Det var tydeligt, at Martin Pedersen havde det hårdt inde på banen, og når Dubarenco lykkedes med at holde boldene i spil, havde danskeren det ofte svært.
Hvad danskeren ikke havde på fysik, havde han til gengæld på fight. Han kæmpede videre, servede godt og holdt Dubarenco fra fadet. Ved 2-1 fik han også presset Dubarenco i hans serveparti, og da det lykkedes danskeren at bryde, hoppede han af bare jubel. Jublen havde han overskud til. Han vidste godt, at han var tæt på.
Hans eget efterfølgende serveparti vandt han rent, og så var der igen fest i Bramdrupdam Hallerne. Danmark var ovenpå. En ufrivillig pause pga. en reklamebane, der væltede, kunne heller ikke stoppe Martin Pedersen, men da hans serv stoppede med at virke, kom Dubarenco tilbage.
Han brød tilbage til 4-3, og så var det pludselig moldoveren, der hoppede af jubel. Hver gang han vandt et point knyttede han næven ud mod Moldovas bænk, men på den modsatte bænk forsøgte danskerne også at hjælpe Martin Pedersen det sidste stykke vej mod sejren.
Martin Pedersen holdt da også serv og kom med i kampen igen, og selvom han var hårdt presset både spillemæssigt og fysisk, holdt han sig alligevel inde i kampen. Han ventede på den lille chance, der måtte komme, og da den kom ved 6-5, slog han til. Den første matchbold sendte han i nettet men nummer to sad lige i skabet, og så brød Pedersen Dubarenco og vandt. 7-5 i femte og afgørende sæt var en realitet. Martin Pedersen havde gjort det.
Det, der ikke burde være muligt, var muligt. Danmark er i år 2015 at finde i Europa/Afrika Gruppe 1, Davis Cups næsthøjeste division. Og det med én professionel tennisspillere og tre amatører. Martin Pedersen, den ene af amatørerne, blev den helt store helt i Kolding.