Tennissporten.dk i Idrottens Hus i Helsingborg: Danmark førte 2-0 efter fredagens to singler men taber alligevel Davis Cup-nedrykningskampen til Sverige. Søndag aften slår Elias Ymer i fire sæt Martin Pedersen med 7-6, 7-6, 4-6, 7-5, og dermed rykker Danmark ud af Europe/Africa Group 1.
1995 står stadigvæk i den danske Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsens erindring. Dengang førte Danmark også 2-0 over Sverige efter fredagens singler, og man forspildte tre gode muligheder for at skabe en sensation. En sensation havde det ikke været, hvis Danmark havde slået Sverige denne weekend, men de danske Davis Cup-herre forspildte i hvert fald en kæmpe mulighed for overraskende at fastholde deres status i den næstbedste Davis Cup-division.
Efter to singlesejre til Frederik Løchte Nielsen og Martin Pedersen fredag tabte Danmark som forventet doublen lørdag, men i dag søndag var mulighederne der. Først måtte Frederik Løchte se sig slået af Markus Eriksson i fem sæt, og hertil aften glippede den på papiret letteste kamp, da Martin Pedersen tabte til Elias Ymer. Svenskerne jublede, mens danskerne var meget skuffede efter søndagens fakta.
Martin Pedersen servede godt, men Elias Ymer fulgte godt med og stak nogle gode returneringer. Når boldene blev lange, var det ofte Pedersen, der lavede fejlene, og den 17årige Davis Cup-debuterende Ymer spillede som en bund rutineret tennisspiller med stort overskud, selv på de afgørende bolde. Det danske publikum gjorde, hvad de kunne for at bakke Pedersen, men lige lidt hjalp det. Elias Ymer vandt 7-6, 7-6, 4-6, 7-5, og så var der svensk fest i Idrottens Hus.
Gode serve
Både Martin Pedersen og Elias Ymer server godt i første sæt, og vi skal helt frem til stillingen 6-5 til Ymer, før den første breakbold kommer. Den er samtidig en sætbold til svenskeren, men en heroisk kæmpede Pedersen klarer og tvinger første sæt ud i tie-break.
I tie-breaken sætter Pedersen selv Ymer i gang med en dobbeltfejl til 2-1, og da han på den næste af sine egne servebolde, slår en oplagt forhånd i nettet, står det 5-1 og ser sort ud. Et serv-es og en god aggressiv returnering bringer Pedersen tilbage på 5-3, men da han bolden efter smider et overtag i duellen ud af vinduet, giver det Ymer tre sætbolde. Svenskeren skal kun bruge den første til at smide en lækker stopbold og tage første sæt med 7-3 i tie-break.
Forspilder 5-3
Tie-break’en tager ikke hårdere på Martin Pedersen end, at han overbevisende bringer sig på 1-0 i egen serv. Begge spillere fortsætter med gode serve, men da Pedersen endelig får breakchancen ved 4-3 til ham selv, slår han til og bringer sig foran 5-3 med mulighed for at serve sættet hjem. Det bliver bare ikke så let, som danskerne håbede. Pedersen kommer bagud 15-40, kæmper sig flot tilbage og overlever også to breakbolde yderligere. På Ymers femte breakbold går det dog ikke længere, og svenskeren bryder tilbage.
Andet sæt ender som det første i en tie-break, og her får Pedersen bedre fat. Han kommer foran 2-0, men Ymer tager her fire point i træk, og specielt det sidste point bliver omdiskuteret. Danskerne mener, at serven fra Ymer er langt ude, og Kenneth Carlsen snakker rasende med kampens dommer. Pedersen kommer videre, bryder Ymer og sætter to gode serve. 5-4 til danskeren, og så kommer dommeren igen i fokus og Carlsen op at stå, da Ymer udligner til 5-5. Svenskeren kommer også på 6-5, men Pedersen redder og får setbold ved både 7-6 og 8-7. Ingen af dem lykkes han med, og i stedet kan Ymer, som spiller med langt mere ro end man kunne forvente af en 17-årig, med et par gode hårde slag sikrer sig andet sæt med 10-8 i tie-break’en.
Hurtigt brud er lykken
Om Ymer bliver lidt for rolig efter tie-break-sejren vides ikke. I hvert fald lægger Pedersen tredje sæt ud med at bryde Ymers serv. Selv server han fortsat solidt, og det gør det meget svært for Ymer at bryde tilbage.
Svenskerens bedste mulighed er ved 3-2, hvor han har 30-40, men det mislykkes, og i stedet er det Pedersen, der er tæt på at bryde i det efterfølgende parti. Det gør han ikke, men han tilkæmper sig alligevel en sætbold efter gode server ved 5-4 og 40-30. Den misser han i første omgang, men følger den op to bolde senere og tager andet sæt med 6-4.
5-3 er ikke lykken
Martin Pedersen løfter niveauet i sine server, og han spiller sit klassiske offensive spil, hvor han sørger vindere på hver bold. I første parti i fjerde sæt kæmper Pedersen til 30-40, og selvom Ymer i første omgang redder med et serv-es, bryder danskeren til 1-0. Han server sine egne servepartier sikkert hjem og har også et par chancer for at bryde endnu en gang.
Det sker ikke, og i stedet er det Ymer, der har breakbold ved stillingen 4-3. Pedersen afværger heldigvis med en af sine mange gode, hårde server, og han kommer på 5-3. I det efterfølgende parti vender han 40-0 til 40-40, men Ymer trækker det alligevel hjem. Pedersen server for settet og får en setbold ved 40-30. Den misser han men får yderligere en setbold efter første lige. Den misser han også, og i stedet er det Ymer, der slår til da han første gang får chancen. 5-5-udligningen er en realitet.
Ymer holder serv til 6-5, og så er der endnu mere pres på Pedersen end der var i forvejen. Første point i Pedersens serv bliver et meget omdiskuteret et af slagsen. Pedersen og Carlsen protesterer over, at en på den svenske bænk skulle have råbt fejl på Pedersens serv, men dommeren anerkender Ymers point. Han tilspiller sig to matchbolde ved 40-15, og på den første slår han til.
Elias Ymer vinder i fire sæt over Martin Pedersen, og dermed er det Sverige, der overlever i Europe/Africa Group 1, mens Danmark må ned i gruppe 2.