Wozniacki kæmpede sig i semifinalen

Internationale nyheder
26. september 2013

Caroline Wozniacki er klar til semifinalen i Pan Pacific Open efter hun i dag i tre sæt besejrede Lucie Safarova i kvartfinalen. I semifinalen møder Wozniacki vinderen af kampen mellem Kerber og Radwanska.

Det holdte hårdt for Caroline Wozniacki, men i sidste ende lykkedes det for hende at hive sejren og semifinalepladsen hjem i Pan Pacific Open. I dagens kvartfinale mod Lucie Safarova tabte danskeren første sæt, men hun viste moral og fight og kæmpede sig tilbage til sejr.

Skidt start

Efter først sæt var der ellers bestemt ikke noget, der tydede på, at Wozniacki skulle gå i semifinalen. Den fjerdeseedede dansker havde problemer med at få overtaget i duellerne, og samtidig spillede Safarova meget sikkert i hendes egen serv og formåede at presse Wozniacki i hendes serv. Safarova vandt første sæt med 6-2, men herefter kom Wozniacki bedre med.

Andet sæt var ganske vidst tæt, men her fik Wozniacki dog bedre styr på sin egen serv, og det medførte, at Safarova end ikke tilspillede sig en breakbold. Wozniacki havde det ganske vidst stadig svært i Safarovas serv, men hun formåede at bryde en gang og tog sættet med cifrene 6-3.

I tredje og afgørende sæt var billedet meget det samme. Begge spillere var stærke, når de fik deres første server ind, men Wozniacki spillede mest stabilt og hev flest breakbolde hjem. Her udnyttede hun to, mens Safarova missede da hun fik chancen for at bryde, og derfor tog Wozniacki sættet med 6-2.

Med sejren er hun klar til semifinalen i Pan Pacific Open, hvor hun møder vinderen af kvartifinalen mellem Kerber og Radwanska, der mødes senere i dag. Wozniackis semifinale spilles som sidste kamp på centre court i morgen.