Vinder Wozniacki nogensinde en Grand Slam?
Internationale nyheder
12. september 2013
Hun er Danmarks ubestridt største tennisstjerne, og vi har store forventninger til hende. Igen i år har Caroline Wozniacki bare ikke været i nærheden af at indfri dem. Årets bedste Grand Slam resultat er fjerde runde i Australian Open, og spørgsmålet er om den store Grand Slam triumf nogensinde kommer.
I søndags spillede Serena Williams og Victoria Azarenka en fantastisk finale i US Open. Det er længe siden at vi er stoppet med at forvente at se Caroline Wozniacki på det niveau. I år måtte hun forlade US Open i tredje runde, og det selvom lodtrækningsheld langt fra havde gjort en semifinaleplads umulig. Den forventede værste modstander for den danske tennisdarling før semifinalen havde været den 10. seedede Roberta Vinci.
Langt til 2009-tiden
Caroline Wozniacki endte som bekendt med at ryge ud i tredje runde til Camila Giorgi i tre sæt, men inden da havde det faktisk set meget godt ud. Mange talte om, at der var den samme stemning omkring Wozniacki, som der var i 2009, hvor hun nåede helt til finalen i US Open. De forventninger levede ’Miss Sunshine’ langt fra op til, og faktisk har hun haft meget svært ved at leve op til forventningerne i en årrække.
Efter US Open-finalen i 2009 var alle enige om, at Caroline Wozniackis Grand Slam sejr nok skulle komme på et tidspunkt. Den er bare aldrig kommet. Tættest på en Grand Slam titel er stadig US Open finalen i 2009, og så nåede Wozniacki semifinalen i US Open i 2010 og 2011 og semifinalen i Australian Open i 2011. Faktisk har Wozniacki end ikke været i kvartfinalen i en Grand Slam siden Australian Open 2012.
Er Wozniackis storhedstid forbi?
I denne sæson er Wozniackis bedste Grand Slam præstation en fjerde runde i Australian Open, og mange spørger selvfølgelig sig selv om Caroline Wozniacki nogensinde kommer tilbage til den absolutte top. Umiddelbart ser det ikke særlig sandsynligt ud, selvom Wozniacki fortsat er nummer 8 på verdensranglisten. Hendes seneste sejr i en af de store WTA-turneringer er fra Indian Wells 2011 og hendes seneste turneringssejr i det hele taget er fra oktober 2012. I år har Wozniacki end ikke vundet nogen WTA-titler.
Eksperter snakker om, at Wozniackis spil er blevet for let at læse, og at hun ikke er aggressiv nok. Det er måske både det, men også et ordentligt skud selvtillid og vinder mentalitet, der mangler. Inden vi får skudt Wozniacki helt ned, skal vi bare stadig huske på, at hun er Danmarks ubestridt bedste tennisspiller, og spørgsmålet er om vi nogensinde får en dansker, der er ligeså god som hende. Derudover er Wozniacki altså kun 23 år, mens Serena Williams der netop vandt US Open i søndags er 31. Så der er god tid for Wozniacki til at få hendes Grand Slam selvom det lige nu ser meget sort ud.
Hvad synes du om Wozniackis Grand Slam sæson? Vinder Wozniacki nogensinde en Grand Slam? Og kommer hun nogensinde tilbage og spiller de helt store finaler? – Deltag i debatten i kommentarfeltet.