Efter sejr søndag aften dansk tid over verdens sjette bedste kvindelige tennisspiller, russiske Maria Sharapova, er Caroline Wozniacki avanceret til kvartfinalerne. Det gjorde hun efter tre sæt i den igangværende Grand Slam-turnering US Open i New York.
Kampen startede ud til Wozniackis fordel hvor hun fik tilkæmpet sig første sæt med cifrene 6-4. Maria Sharapova kom dog ud til andet sæt med fornyet energi og fik hurtigt udlignet til 1-1 med cifrene 6-2. Wozniacki endte dog med at vise sig stærkest og fik kæmpet sig tilbage i et overbevisende tredje sæt, der endte 6-2.
Caroline Wozniacki fortsætter med aftenens resultat de sidste måneders momentum, ved at vinde over endnu en spiller på verdens top-ti. Caroline var ellers kun seeded som nummer 10 i US Open, og har derfor allerede spillet over forventning da kvartfinalen sikrer hende en top 8-placering.
I kvartfinalen møder Caroline Wozniacki den 13.-seedede italiener Sara Errani, der ligger nummer 14 på verdensranglisten. Kampen bliver spillet på tirsdag i New York.