Så er der endelig en update fra mig. Det er sådan, at jeg ikke kunne huske, hvordan jeg loggede ind på min hjemmeside, så jeg kunne ikke opdatere. Meget stærkt, men nu skulle det være på plads. Jeg kom, som de fleste nok ved, ikke ind i Australian Open kvalen, men til gengæld havde jeg en rigtig god uge med træning og godt vejr, så jeg er godt rustet til Kina. En uges træning/hygge i Melbourne er heller ikke så skidt endda, skulle jeg hilse at sige. Desuden havde jeg godt selskab i Henrik Holm, fa,. Wozniacki, Pless og Lars Hugo (der ligner en vildmand med sit nye fuldskæg :-). Jeg skal prøve at få lagt et billede ind), og det var topdollar. Desværre tabte Pless sin 1. kvalkamp, mens Caro spiller på tirsdag mod en god argentiner.
Jeg har indtil nu heller ikke været heldig med diverse udgifter. Jeg syntes, jeg havde en billig flybillet, men da de så krævede 32 pund pr. kg. i overvægt, havde jeg svært ved at tro min egne ører.I Australien var det "kun" 30 aus. $ pr. kg., hvilket er halvdelen af, hvad det kostede i London – det virker lidt som svindel og humbug. Desuden koster en opstrengning på anlægget i Melbourne 37 aus. $. Det er ca. 180 kr. Hvad er det også for en svinestreg? De putter bare streng i rammen, og det tager dem max. 20 min.
Nu er jeg på vej til Kina, hvor den første future starter på tirsdag. Jeg er godt rustet, og glæder mig til at komme i kamp. Jeg er lidt spændt på vejret, for det skulle ikke være overdrevet varmt i Kina, men mon ikke, det er til at holde ud. Martin Og rasmus er allerede derude, og vi får selskab af John i de sidste to uger. Vi spiller alle 3 uger tæt på en by, der hedder Guangzhou (tidligere Canton, hvis det hjælper nogen). Det er en lille by, jeg aldrig har hørt om, og der er kun 15 mio. indbyggere. Der var en koreaner, der fortalte mig, at de var kendte for at være ret vilde i deres madlavning i netop det område. Der går et ordsprog, som er noget lignende: "De koger alt med 4 ben undtaget stole og borde og alt med vinger, undtaget flyvemaskiner". Det skal nok blive interessant, og man skal sikkert passe på med at bestille en hot dog.
Top 3:
1) Big M chokolademælk. En stor overraskelse i Australien.
2) Canterbury. Nyt kompressionstøj, jeg har fået. Man får tilført ioner via tekstilet, og det er udviklet i samarbejde med NASA – altså meget fancyt. Jeg har prøvet at sove i det, og jeg er kommet op til tiden HVER gang. Ikke en eneste morgenmad på Q8. Jeg havde det på på flyveturen herud, og jeg kunne ikke mærke, jeg havde rejst. Det kan godt være, det er mentalt, men det virker.
3) Nytårsaften. Det var en i år en herlig aften!
YNWA