Aha okay. Ja ja, så forstår jeg sgu bedre. Så det var derfor. Jamen, så er det jo klart. Jeg kunne heller ikke forstå hvorfor jeg spillede så dårligt, men nu giver det lige pludseligt mening.
Undskyldninger er der sgu nok af. Jeg læsser dem lige af her med det samme. Vi spiller her med Babolat Roland Carros All Court bolden – den billige model, ikke den officielle French Open bold -, som man ikke kan slå til. Forsøger man, ved man virkelig ikke hvad der sker. Den kan svæve langsomt gennem luften og lande på servelinjen, eller den kan flyve med fuld knald 2 meter ud over baglinjen. Man ved aldrig hvad det bliver. Banerne her er så hårde og glatte, at alle spillerne klager over rygsmerter. Man spænder helt vildt i kroppen for bare at stå fast og kombineret med manglende kontrol og følelse med ketcher og bold, så bliver der spændt godt op i kroppen og alle kampe bliver noget mærkelig tennis, hvor ingen tør at slå til bolden, men bare håber på, at den anden laver fejl.
Det var det. Det næste er resultatet af det ovenstående og min manglende evne til at tilpasse mig spillets præmisser. Jeg har aldrig servet dårligere, end i denne turnering. Min førsteservsprocent er egentlig okay, men, igen, jeg kan ikke styre bolden, så jeg ved ikke om jeg server T eller krop, og det gør jo en forskel, når min serv er mit våben. Jeg har prøvet med spinserven, for at få bedre placering, men det gør det faktisk værre. Jeg laver mange flere doublefejl på den måde, fordi bolden ikke hænger fast i strengene. Jeg laver normalt max tre i en kamp, og i sidste kamp mod Timo, var jeg oppe på 8-10 (jeg husker ikke præcist). Når jeg forsøgte at spille stabilt mod Timo, gik det okay, resultatmæssigt. Jeg vandt point på hans fejl, men jeg var ikke indstillet på at spille så langsomt og passivt, når det var crunch time, altså 30-30 eller 30-15 mig. Der ville jeg sætte lidt mere tryk i bolden, men det gjorde så at jeg lavede nemme fejl – det har altså ikke været hovedløst, vil jeg lige understrege, jeg server en hård førsteserv på kroppen i lige side, får en kort bold til min baghånd, som jeg træder ind i med kort sving og vil trykke kryds og komme til net. Det er mit signature-shot for helvede. Jeg satte ikke een i den kamp! Returer, på Timos meget middelmådige serv, en halv meter ud over baglinjen. Både baghånd og forhånd sejlede ad helvede til. Jeg kunne bare stå og klø mig selv i nakken. Jeg vidste virkelig ikke hvad, jeg skulle gøre anderledes under kampen. Det ved jeg jo selvfølgelig nu. Skub, for helvede! Få bolden ind, for guds skyld, lad være med at gå efter dine slag, Philip, undtagen når du er foran i gamet. Så kan du prøve at skabe en ydelrigere føring, men aldrig trykke til på vigtige tidspunkter.
Solen skinner sgu i Tallinn. Regntiden er forbi og det er 18 grader ca. Det blev bare en kort update i denne omgang. Dette fordi jeg blev lidt bange for mig selv, efter jeg havde skrevet blog i mandags. Jeg følte ingenting før kampen mod Nieminen – jeg var ikke nervøs, jeg var ikke anspændt, jeg var ikke glad eller sur, ikke træt eller frisk. Jeg var i zombie-mode. Død indvendigt. Det er hårdt at skrive, som jeg nævnte i bloggen, hvis man vil skrive ordentligt, altså dybdegående. Jeg tror det drænede mig for mental og følelsesmæssig energi, så jeg prøver lige at holde skriveriet på vågeblus, indtil jeg er færdig med næste turnering. Det bliver mit lille eksperiment, for jeg vil sgu hellere føle mig trist og irritabel, end ingenting…
Jeg spiller kval på lørdag og svinetræner indtil da.
PØ