Det forkerte samarbejde skal stoppes
Muligheden for at klubber kan lave holdsamarbejde for juniorhold er blevet groft udnyttet. Derfor vil Dansk Tennis Forbund nu ændrer reglerne. En toptræner maner dog til forsigtighed, de små klubber risikerer at blive ramt hårdt.
Af Per Colstrup Vinkel (Artiklen udgives af Tennisavisen)
Meningen var at små klubber med enkelte gode spillere skulle have mulighed for at gå sammen for på den måde at højne niveauet for både spillerne men også for de danske juniordivisioner. En plan der blev godt modtaget i det meste af tennismiljøet, ja man kan vel næsten sige lidt for godt, hvis man spørger Dansk Tennis Forbund.
”Vi har set flere tilfælde, hvor store klubber der egentlig godt selv kunne stille hold selv går sammen. Målet med dette samarbejde er udelukkende at få medaljer i hus, man tænker ikke nødvendigvis så meget på udvikling af spillere, mere på resultater på den korte bane. Dette har aldrig været formålet med reglerne,” fortæller Morten Damsgaard fra Dansk Tennis Forbund der er ansvarlig for turneringsområdet og holdturneringen.
I Skovbakken sidder cheftræner Christoffer Madsen med en blandet holdning. På den ene side kan han godt se fordelen i at klubberne arbejder sammen. Men på den anden side er han modstander af rene resultatorienterede projekter. De er nemlig slet ikke til gavn for hverken store eller små klubber.
”Det handler om alle vores spillere og talenter skal have en masse gode kampe. I princippet er jeg ligeglad med, hvilke klubber der arbejder sammen med hvilke, målet skal bare ikke være resultatorienteret. Det skal være med det mål for øje at udvikle spillerne. Har man fire drengespillere med niveau, så er det jo helt forkert at gå sammen med en anden klub, bare fordi man kan gøre holdet en smule stærkere. For det betyder fire drenge ikke kan få lov at spille, så på den måde skal vi væk fra tankegangen, der kun går i retning af kortsigtede resultater,” analyserer Christoffer Madsen.
Han har selv lavet holdsamarbejde med den anden Aarhusklub Aarhus 1900. Et samarbejde der udelukkende bundede i, at der ikke var nok spillere i nogen af klubberne til at stille hold. Og det er i udgangspunkt kun i dette tilfælde, at Christoffer Madsen mener et holdsamarbejde er nødvendigt.
Nye regler på vej
I Dansk Tennis Forbund har man i øjeblikket gang i flere udviklingsprojekter under den såkaldte femårsplan. Og her er juniorholdturneringen og dens sammensætning i den grad på skemaet, det forklarer Morten Damsgaard.
”Vi vil gerne gøre samarbejdet mellem klubberne en smule mere forpligtende. Det skal ikke bare være sådan, at man finder den klub man ved man kan vinde sammen med. Der skal gerne være mere i det. Derfor har vi nu nedsat en gruppe, der skal komme med bud på, hvordan vi kan gøre samarbejdet mellem klubber mere hensigtsmæssigt,” forklarer Morten Damsgaard.
Endnu er der intet konkret besluttet. Men Morten Damsgaard vil gerne fortælle, hvilke tanker man gør sig i forhold til at gøre holdturneringen for juniorer med udviklingsorienteret end den er i dag.
”En tanke vi har haft fat i at gøre del til en del af juniorholdsamarbejdet at der også er et form for et træningsfællesskab. Altså at man ikke bare mødes søndag formiddag og spiller holdkamp, men at man også i det daglige udnytter samarbejdet til at variere træningen og udnytte kompetencer på tværs af klubskel. Det er en tanke der ligger os nært i forbundet, og som vi helt sikkert håber kunne være en del af det nye koncept,” fortæller Morten Damsgaard.
I modsætning til seniorholdturneringen, så er juniorholdturneringen bundet op på tilmelding fra år til år. Så går det efter planen, så vil det nye regelsæt træde i kraft til næste udendørssæson, da der ikke afvikles juniorholdturnering indendørs.
Husk nuancerne!
Tilbage hos cheftræneren i Skovbakken ser man positivt på de nye tanker. Men man råber stadig vagt i gevær i forhold til at stille for mange krav til klubberne.
”I Jylland er afstandene store, hvilket kan gøre det svært at have træningssamarbejde i det daglige. Men i tanken er jeg meget enig. Men det skal bare ikke blive sådan, at Tønder og Esbjerg dropper samarbejdet fordi de ikke kan få børnene kørt til fælles træning to gange om ugen. For mig er det vigtigste at så mange børn som overhovedet muligt kommer ud og spille kampe med kvalitet, det må regler ikke sætte en stopper for,” lyder det fra Christoffer Madsen.
Dansk Tennis Forbunds rullende femårsplan er ifølge bestyrelsen i udgangspunkt åben for input, hvilket betyder man tager relevante personer i tennismiljøet med på råd for at optimere og justere planen løbende. På turneringsområdet har man en stribe trænere og ledere fra større danske klubber med på råd. De skal sammen med bestyrelsen og de relevante udvalg i forbundet finde frem til den model der i fremtiden skal tegne den danske juniorholdturnering.