Jeg spillede i går 1. runde i Sarajevo mod Björn Rehnquist, Sverige. Jeg kender Björn ganske godt, og havde 2-0 på ham inden i går, så jeg troede på det. Desværre blev det til et nederlag i 3 sæt – 4-6 7-6(8) 3-6. Jeg blev aldrig komfortabel med forholdene her, men det var også svært for Björn, så det var en kamp, hvor Björn var mindst dårlig. Banerne er meget hurtige – AB-hurtige – og boldene er halvflade og tunge, hvilket jeg synes er en dårlig kombination. Jeg syntes, jeg ramte den fint i starten, så jeg spillede friskt til. Det medførte dog i en del fejl, og da han samtidig slog nogle gode contraslag, kom jeg hurtigt 4-1 og dobbeltbreak bagud. Björn har spillet godt i år, og spiller godt på hurtige underlag. Han spiller lavt og er god med fart, og da jeg ikke havde held i starten, indtog jeg en lidt mere afventende approach, og jeg fik et break tilbage, inden han servede sættet hjem. I 2. begyndte jeg at serve bedre, og jeg vandt mine games let indtil á 5, hvor jeg bragte mig selv lidt i krise. Jeg var dog ikke tæt på at bryde, da jeg returnerede jammerligt og blev mere og mere bange for bolden – spillet blev i det hele taget dårligere og dårligere, som kampen skred frem. Normalt laver man ikke så mange uprovokerede på et hurtigt underlag, men mere provokerede fejl. Jeg lavede dog et hav af uprovokerede. Nå, tiebreaken blev faktisk også ringe, og de første 17 point gik med serveren, inden jeg vandt på min 2. sætbold. Jeg reddede to matchbolde med gode server. Nu var det så, jeg troede, at jeg ville få momentum efter at have vundet et sæt, hvor jeg havde været i krise, men jeg fik slet ikke fat. Jeg fik ikke gang i mine returer, og blev, som sagt mere og mere bange for bolden, og det udnyttede til at få et break og serve den hjem.
Efter kampen var det en irriterende følelse, jeg sad med. Jeg havde servet godt, hvilket jeg tager med mig, og er tegn på, at min servetræning har givet lidt bonus, men jeg havde ikke givet mig selv nok muligheder for at vinde kampen. Indsatsen var i og for sig ok, men jeg træf ikke de rigtige valg, fordi jeg blev bange for bolden, og det er en af grundene til, jeg ikke er bedre. En god spiller træffer de rigtige valg, selvom han spiller ringe, mens en dårlig spiller træffer de forkerte valg og får ikke bonus. Selvom de begge måske taber, er der kæmpe forskel på måden de taber på. Jeg tænkte under kampen, at jeg måske kunne fedte den hjem, men den holder bare ikke på det her niveau, og nu sidder jeg med en følelse af, at jeg ikke spillede mig helt ud. Det vigtigste er dog, at jeg er klar over det, og så må jeg bare arbejde på at gøre det bedre! Jeg spiller senere i aften (tirsdag) double mod to franskmænd. Vi er 4. seedede, men det var tæt på, vi ikke blev seedet. Der var et andet par, der havde samme rangering og samme antal turneringer, som vi, og så måtte de tælle samlede point, og der var vi 10 bedre.
Ellers har jeg et fint indtryk af Sarajevo. Vejret er lidt lunefuldt. De første par dage var det strålende vejr – sol og varme – og nu sner det! Hotellet går ikke over i historien, men det er ok. De folk, der har med turneringen at gøre er meget søde, og det er tydeligt, at de er glade for at have turneringen. De fleste mennesker, 70%, er muslimer, hvilket jeg ikke var klar over. Bortset fra de mennesker, der arbejder på restauranterne, er folk imødekommende og venlige, og det overrasker mig, hvor godt engelsk, folk snakker hernede. Et minus er dog, at folk ryger som skorsten, og de gør det overalt. Det er lidt skræmmende, at man stadig kan se spor fra krigen. Stort set alle huse har skudhuller, og der er mange ramponerede bygninger. Sarajevo ligger i en dal med bjerge omkring, og under krigen lå serberne oppe i bjergene med snigskytter og skød på alt, hvad der rørte sig. Byens beliggenhed gjorde også, at byen blev afspærret og isoleret, så bosnerne måtte grave en 2,5 km lang tunnel ud af byen, så de kunne smugle mad og forsyninger ind. Der var kun 12 mennesker, der kendte til tunnellen, da det var så vigtigt, at der ikke var nogen, der opdagede den. Det er svært at forestille sig, hvordan det har været under krigen
I fodbold scorede Torres igen i 2-1 sejren over Reading. Det var en dårlig kamp, og 3 point og de to mål, var vist det eneste positive i den kamp. De havde nok også brugt meget energi op til kampen i Milano, hvor Torres igen afgjorde kampen – denne gang med en kanon kasse. Dog vil jeg gerne fremhæve Readings mål. Den blev (næsten) ramt bedre, end John Faxe gjorde det i ’92. Desværre fik Lyngby 1-4 i sæsonåbneren, men jeg tror stadig på det, det kan blive til overlevelse. Getafe kører videre i både liga og UEFA Cupen, og det synes jeg er lækkerier.
Det bliver spændende at se, om Roger kan fyre op i Indian Wells. Jeg tror på det. Selvom han har haft monoklose, tror jeg også, han kører bodegatricket, så folk undervurderer ham til de franske, og så hugger han til! Det er desuden herligt at se, at Caro begynder at vise flere og flere spillere baghjul, og jeg tror faktisk hun kan drille Kuznetsova. Hun har ikke helt samme tyngde, som Sharapova og Davenport, selvom hun også slår godt til bolden, men det kan godt være, det ville være for meget af det gode, hvis det blev til sejr.
Ellers er der ikke så meget at fortælle hernede fra. Björn slår mig i alt, da jeg har tabt til ham i backgammon et par gange. Det har dog været fordi, jeg har spillet miserabelt, og i flere tilfælde foræret ham sejren. Jeg satser dog stærkt på, at køre et comeback frem, så jeg får lidt oprejsning.
Top 3:
1) Torres. Måske skulle jeg bare dedikere en plads i top 3 til Torres hver uge.
2) Min far. Har efter mange år med gruppepres købt en ny bil, så nu er familiens tid med smadrede Ford-biler afhængig af, hvor længe, jeg kører Fiesta.
3) Gordion. Har overtaget pladsen som stamrestaurant fra Big Mamma, da deres sure smileys og sure opførsel blev for meget, og den gør det indtil nu udemærket, selvom de ikke altid viker lige glade for, at man kommer og køber mad hos dem, men sådan er det jo for det meste i DK.
YNWA