Det danske Davis Cup hold må vende snuden hjem fra Slovenien med et samlet nederlag på 0-5.
Lørdagens double var afgørende for, om danskerne kunne komme tilbage i kampen efter de to singlenederlag fredag. Desværre lykkedes det ikke for Nielsen (billedet) /Kromann at gå hele vejen. Efter en tæt kamp vandt Zemlja/Kavcic med 6/4 6/7(5) 6/4 7/5, og dermed var hele Davis Cup kampen afgjort.
Søndag blev de to sidste single afviklet. Da kampene var ubetydelige for det samlede resultat, blev der spillet bedst af tre sæt. Kromann tabte til Bedene med 3/6 6/3 4/6, og afslutningsvis led Pless et 6/7(5) 3/6 nederlag til Semrajc.
Resultatet betyder, at Danmark skal ud i en nedrykningskamp mod Finland eller Sydafrika. Denne kamp spilles i september/oktober.