Her til aften vandt Caroline Wozniacki sin første puljekamp ved WTA Championship i Istanbul – men det holdt hårdt.
Modstanderen, Agnieszka Radwanska, har været den mest dominerende spiller efter US Open med sejre i Tokyo og Beijing. Caroline derimod har haft svært ved at finde det stabile spil i efteråret, så der var på forhånd lagt op til en spændende kamp – og det blev det.
Radwanska tog første sæt med 7/5 på trods af, at Caroline havde flere sætbolde. Det var især serven, der drillede lidt for Caroline, men det blev bedre i andet sæt, som Caroline vandt med 6/2. Det så ud til, at Caroline også ville køre tredje sæt sikkert hjem, da hun havde flere muligheder for at bringe sig på 5/2. Det glippede dog, og Radwanska udlignede til 4/4, inden Caroline fik lukket kampen med 6/4.
Caroline mangler nu at møde Kvitova og Zvonareva i de indledende puljekampe. Tidligere i dag blev deres indbyrdes opgør spillet, hvilke endte med en sejr til Kvitova med 6/2 6/4.
Allerede på førstedagen i WTA Championship ser man, at skader spiller en stor rolle – traditionen tro, fristes man til at sige. Radwanska fik i løbet af anden sæt behandling for sin højre skulder, som så ud til at begrænse hende i sit spil. Siden US Open serien har Radwanska spillet med en voldsomt tapet skulder. Derudover kan det også være de mange kampe, som Radwanska har spillet på det sidste, som begynder at kunne mærkes.
Husk at du kan være med i afstemningen om, hvem der vinder WTA Championship på tennissportens facebookside http://www.facebook.com/Tennissporten.