Jeg kom i dag igang med kvalen i Champaign, og det blev med en sejr på 6(4) og 5 over Michalicka fra Tjekkiet. Det har ikke været let at træne, da der har været holdkampe, stort set siden vi kom. Vi spiller på University of Illinois, og de har haft kampe her i weekenden. Det burde ligge bedre til mig her, da banerne er lidt hurtigere, end de var i sidste uge. Det hjalp dog ingenting.
Idag var en af de dage, hvor jeg ikke havde lyst til at være på banen. Jeg havde lyst til at lade alt være og bare køre til Columbia og blive kaffebønneplukker. Jeg havde faktisk den bedste følelse i kroppen, jeg har haft siden, jeg kom. Det startede da også hæderligt, da jeg kom foran med 4-1 og dobbelt break. Jeg missede godt nok nogel mærkelige bolde, men jeg forsøgte bare at finde en god rytme og få bevæget mig godt. Han var dog ikke noget lyn, og lavede mange mærkelige fejl – det var faktisk en god lodtrækning, når man tænker på hvor tough kvalen ellers er. Jeg bryder mig selv til 4-2 ved nogle fejl, jeg aldrig tidligere har lavet (og det siger lidt). Derefter var det den mest ynkelige forestilling. Jeg prøvede at finde rytmen, men havde ingen kontrol over bolden, og jeg ender med at vinde sættet i tiebreak. Derefter beslutter jeg mig for at slå mere på boldene, og det går da også kortvarigt godt, men da jeg efter 8-9 gamebolde bliver breaket, taber jeg interessen. Der røg al gassen ud af ballonen, og jeg gik resten af kampen hjem. Jeg førte 5-2, inden jeg endelig vandt sættet med 7-5.
Det var selvfølgelig en skandale, at jeg gik kold, men jeg nåede et punkt, hvor jeg bare ikke gad det hele mere. Lidt chokerende for mig selv. Jeg rammer bolden så ringe. Jeg kan bedst beskrive det ved at sammenligne mig med Tin Cup. For de, der ikke ved, hvad jeg snakker om, så er det en golffilm med Kevin Costner i hovedrollen. På et tidspunkt får Costner en en periode, hvor han rammer bolden helt vindskævt, og slår alt mere eller mindre sidelæns. Det er det samme jeg føler. Jeg laver naturligvis et eller forkert, men kan ikke mærke, hvad det er, og så er det oven i hatten blevet mentalt. Det er jo det værste, der kan ske. Det er virkelig så ekstreme fejl, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal reagere. Tidligere har det dog været godt for mig, at vinde en kamp, hvor jeg har skammet mig over mig selv, så er jeg så opsat på at få det ud af verden med en god præstation dagen efter, og det er, hvad jeg håber på med i morgen. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg allerede har mulighed for at få det ud af verden i morgen.
Jeg møder i morgen Romano Frantzen fra Holland, der vist spiller meget godt i øjeblikket. Jeg har ikke set ham i lang tid, da han er startet og stoppet med at spille på fuld tid en del gange. Jeg har mødt ham en gang tidligere, men det er næsten 5 år siden, så det er vist for lang tid siden til, at jeg kan bruge det til noget, selvom jeg vandt.
Nå, jeg må bare se at komme over mine, i det store hele, latterlige problemer. Jeg ved ikke, hvorfor det lige er sådan nu. Jeg kan ikke huske, jeg har prøvet noget lignende i mange år, og jeg synes selv, det er gået godt det sidste stykke tid. Jeg troede ellers ikke, jeg var i stand til at overraske mig selv :-).
Quizzen er nu lukket, og jeg takker for deltagelsen. Jeg udnævner vinderen af ketcheren i løbet af ugen, og så sender jeg den afsted, når jeg kommer hjem fra Japan i starten af december.
YNWA