Caroline Wozniacki kom ikke på banen i Danmarks første kamp ved Fed Cup-turneringen i Budapest, hvor modstanderen var hjemmebaneholdet Ungarn. Efter træningen forud for kampen blev det besluttet at spare den 17-årige stjerne for ikke at forværre en skade i albuen. Derfor måtte hun nøjes med at se til fra sidelinjen.
”Det går bedre, men det var nok klogt, at jeg ikke spillede i dag. Nu skal jeg have noget behandling, og så tror jeg, at jeg bliver klar til at spille i morgen,” lød meldingen fra Caroline Woznaicki onsdag aften.
I opgøret mod Ungarn blev Eva Dyrberg første dansker i aktion mod Greta Arn, der er nummer 122 på verdensranglisten, mens Dyrberg ikke længere er rangeret. Ikke desto mindre ydede danskeren en fin indsats, men kunne ikke true Arn, der vandt 6-3, 6-3.
I dagens anden single var Karina Ildor Jacobsgaard chanceløs mod Ungarns bedste, verdensranglistens nummer 20, Agnes Szavay, der ubesværet vandt 6-0, 6-3 over danskeren, som sidste år valgte at stoppe med at spille professionelt.
Dyrberg/Jacobsgaard var i ilden igen i doublen, men kunne ikke stille noget op mod Szavay og Arn, der vandt 6-2, 6-2. Dermed endte Danmarks første kamp i årets Fed Cup i Europe/Africa Group I med nederlag på 3-0.
”Vi spillede mod overmagten. Meget mere er der ikke at sige. På dette niveau er det svært at være med, når Caroline ikke kan spille,” konstaterede Fed Cup-kaptajn Maria Rasmussen.
Danmark spiller sin anden kamp i pulje B torsdag kl. 16 mod vinderen af kampen mellem Schweiz og Storbritanien. De to nationers indbyrdes opgør var ikke afgjort ved udsendelsen af denne pressemeddelelse. Sidste puljekamp spilles fredag. For at undgå at skulle spille nedrykningskamp skal Danmark slutte bedre end nummer fire og sidst i puljen.