Caroline Wozniacki (billedet) har netop spillet sig i kvartfinalen i den olympiske tennisturnering og har dermed for alvor meldt sig ind i kampen om medaljerne.
Det virkede til, at Caroline i dagens kamp var klar over, at turneringen begynder at spidse til, og at hun skulle hive et højere niveau op af tennistasken end i de foregående to kampe. Caroline spillede markant bedre og mere fokuseret på Wimbledon’s centre court, der efterhånden er har mistet græsset omkring baglinjen, hvilket fører til mange drillende opspring.
Hantuchova fik aldrig truet Caroline – til det var Caroline for toneangivende, hvilket var en fornøjelse at se. Danskeren stod tættere på baglinjen, spillede hurtigere og søgte mere fremad. En klar nødvendighed for at holde slovakkens stærke offensiv i skak, og taktikken lykkedes til fulde. Efter et jævn første sæt som blev vundet med 6/4, satte Caroline turboen på i andet sæt og vandt sikkert med 6/2.
En rigtig god kamp og positive tendenser for Caroline at tage med videre. I kvartfinalen venter nu Serena Williams, som ser utrolig stærk ud. I dagens kamp tabte Wimbledonmesteren blot et parti mod russiske Zvonareva, og Caroline skal finde sit bedste spil frem for at spille sig videre til medaljekampen.