To uger inde i USA turen, og vi er klar til årets sidste Grand Slam. De har været to super gode uger for mig, idet jeg har fået trænet godt og føler mig i god form. Desværre har jeg ikke fået specielt mange kampe – minimum antallet faktisk, men jeg havde ikke regnet med så andet. Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg kom herover. Mit venstre håndled er stadig ikke, hvor det skal være. Jeg mangler en del styrke i det, og det bider engang imellem, så baghånden er ikke i gear. Havde der ikke været US Open lige om hjørnet, havde jeg nok ikke spillet. Dertil er der de manglende kampe siden Wimbledon. Selve spillet har nu været bedre, end frygtet. Kampene er blevet tabt på de vigtige point, og der er det her jammerlige scoresystem utaknemmeligt. Vi spiller med afgørende bold ved á 40 og super tiebreak i stedet for et normalt 3. sæt. Det kan gå hurtigt, hvis man ikke lige har turen på á 40 boldene, og det var det, der skete for os i går. Vi tager ikke en i deres serv, og så tager de i stedet en i vores serv ved hjælp af en retur på netkanten. Det var sådan set ikke fordi de spillede bedre, end vi, men de var mere kliniske og effektive. Vi svarede ok igen i 2. sæt, og kan serve for det ved 6-5, men spillede vores dårligste parti i kampen. Derefter spillede de en rigtig god tiebreak, og så kunne vi gå til dopingkontrol.
Det er selvfølgelig et irriterende nederlag, men på den anden side, er det egentlig fint nok i min verden at være tæt på at slå et etableret ATP par uden at være på toppen. For mig gør det heller ikke så meget, selvom jeg altid foretrækker at vinde, men det er irriterende for mig, at vi ikke kan vinde for Johnnys skyld. Det er også en mærkelig situation at gå fra at være challenger spiller til lige pludselig at skulle være solide på ATP-niveau efter at have klaret sig godt i 1 stor turnering – på græs vel og mærket. Det er anderledes for os her på hardcourt, hvor bolden hopper højere, og niveauet er mere el mindre udlignet, da alle kan spille på hardcourt. Absolut ikke noget, der nødvendigvis holder os fra at kunne klare os godt, bare en anden situation.
I morgen rejser jeg så til NY, og vi krydser fingre for, at det kommer til at gå smertefrit. De sidste to rejsedage har været bundskrabere. Sidste gang var super. Winston Salem lå en 7 timers biltur fra Cincinatti, men da jeg skulle spille kval dagen efter, fløj vi i stedet, så jeg kunne slappe af, og komme frem i god tid. Vi havde fly kl 7 med afhentning af taxa service kl 5. Da de stadig ikke var kommet 5.20, ringede vi og spurgte, hvordan og hvorledes. Han svarede overrasket – som om vi var idioter – at de lige skulle samle nogle andre op, og at vi let ville nå vores fly. 10 min senere ringede han tilbage og sagde iskoldt, uden at undskylde, at de ikke kunne nå at komme forbi os, og at vi selv måtte klare den. Så stod vi midt i absolut ingenting kl 5.30 med den nærmeste taxa 20 min væk. Det fly måtte vi skyde en hvid pil efter. Turneringen gav os et nyt fly kl. 12, men da vi kom for at tjekke ind, fik vi at vide, at vores fly var to timer forsinket, hvilket betød, at vi vi ville misse vores connection, og det ville blive tæt med at nå sign in. Vi måtte i stedet tage til Charlotte og leje en bil for at køre 2 timer. Da jeg senere skulle returnere bilen i Winston Salem skulle jeg lige fylde benzin på. Det var i lidt af et gangsterområde, og jeg var ikke helt sikker på, det var min bedste ide. Men jeg gjorde mig venner med 3 hjemløse, der fyldte benzin på bilerne for en lille skilling. De anede ikke, hvem jeg var, men ville have autografer, fordi jeg var tennisspiller (den ene vidste godt nok, at Andy Murray havde vundet OL over Roger!). Den ene havde intet papir, men krøllede jeg en flaske sprut i en brun papirspose frem, og så kunne jeg bare skrive på den jo! Det var en lang dag – velkommen tilbage til touren!
YNWA