Den store kombinerede ATP og WTA turnering i Cincinnati blev søndag aften dansk tid vundet af henholdsvis Andy Murray og Maria Sharapova
Murray vandt lidt overraskende finalen over Novak Djokovic med 6/4 3/0 RTD. Djokovic trak sig med en skade i skulderen og tabte dermed sin blot anden kamp i år, men har en helt enestående statistik for 2011 med 57 sejre og 2 nederlag.
To andre favoritter til US Open, Federer og Nadal, forlod begge turneringen i kvartfinalen. Federer blev overmandet af Berdych med 6/2 7/6(3) og havde problemer med at finde rytmen i grundspillet og begik usædvanligt mange uprovokerede fejl. Nadal tabte for første gang til amerikanske Mardy Fish, som med 6/3 6/4-sejren stod for turneringens største overraskelse. Nadal spillede med forbindinger på fingrene, da han inden turneringen brændte sig på en varm tallerken på en restaurant. Nadal afviser dog selv, at det skulle have haft nogen større indflydelse på hans præstation.
Hos kvinder gik dette års titel til Sharapova som vandt 4/6 7/6(3) 6/3 over Jelena Jankovic. Dermed fik Sharapova revanche for sidste års finalenederlag i Cincinnati til Kim Clijsters, hvor Sharapova misbrugte tre matchbolde.
På trods af finalenederlaget leverende Jankovic et af sine bedste resultater længe. Den tidligere verdensetter har haft skadesproblemer og svært ved at få spillet til at hænge sammen. Jankovic bliver nu igen trænet af Ricardo Sanchez, og en forbedret serv skal bl.a. være forklaringen på hendes genopståen. Efter French Open i år røg Jankovic ud af top 10 for første gang siden 2007 (!) og lå inden turneringen i Cincinnati nr 14, men nu virker hun igen som en spiller, man skal holde et vågent øje med.
En ærgerlig nyhed for alle fans af kvindetennis kom i denne uge, da Kim Clijsters måtte melde afbud til US Open og resten af sæsonen. Det er en muskelskade i maven, som Clijsters pådrog sig i Toronto, der stadig driller. Belgieren får dermed ikke mulighed for at forsvare sin US Open titel, som hun har vundet i 2005, 2009 og 2010. Efter sejren i Australian Open i januar har 2011 budt på mange skuffelser for den 28-årige Clijsters, som måske for anden gang i karrieren snart lægger ketcheren på hylden. Clijsters siger dog selv, at hun er fast besluttet på at spile OL i London i 2012.
Apropos OL i London har Federer udtalt et ønske om at spille mixdouble med den tidligere suveræne verdensetter og mangedobbelte Grand Slam vinder, Martina Hingis…