Mere konkurrence giver bedre spillere

23. december 2011

KB’s sportschef Mikkel Nørby byder de udenlandske spillere velkomne i den danske elitedivision og i de danske træningsmiljøer. "Det gavner dansk tennis med øget konkurrence", siger Nørby.
Derfor er det helt fint, at klubber henter udenlandske spillere hjem for at styrke deres hold. Hvis klubberne føler, de mangler spillere med det rette niveau, er det bedre med en dygtig svensk, tysk eller italiensk spiller, da det giver bedre kampe til de bedste danske spillere og fremmer deres udvikling, mener Nørby.

Regler er regler
Nørby forklarer valget af at stille op med engelske Joshua Milton i DH slutspillet med, at KB forsøger at gøre alt for at vinde det danske mesterskab inden for de regler, der er opstillet. Disse regler sætter ingen begrænsninger for brugen af udenlandske spillere og giver samtidig mulighed for at have såkaldte wild cards med til slutspillet (spillere der ikke har spillet to kampe i grundspillet). Reglerne kan man være uenige i og diskutere, men som de er nu, er der ingen hindring for brugen af udenlandske spillere.

Faktisk går Nørby så langt som til at ønske, at flere udenlandske spillere var tilstede i elitedivisionen. Det vil øge konkurrencen og niveauet og dermed skabe bedre spillere. Der er i dag for mange, der spiller elitedivision, som ikke har niveauet til det. Der er samtidig, ifølge Nørby, generelt meget tilbage at ønske af mange spilleres træningsindsats, men fordi klubberne ikke har et bredt udvalg af spillere, får disse spillere alligevel lov at spille. Hvis flere klubber havde udenlandske spillere, kunne man øge den interne konkurrence om pladserne og forhåbentlig skabe en større træningsiver, ræsonnerer Nørby.

Dansk-svensk samarbejde
Helsingør er en af de klubber, som er flittig bruger af "udenlandsk arbejdskraft". Det hænger sammen med det tætte samarbejde, som den nordsjællandske klub har med nabobyen Helsingborg i Sverige. Hvis det stod til sportschef Jonas Svendsen, ville dette samarbejde udvikle sig i fremtiden, så det ikke blot gælder den danske og svenske elitedivision men også daglig træning og fælles udlandsrejser. I første omgang skal det hjælpe Helsingørs to fuldtidsprofessionelle spillere, Philip Ørnø (billedet) og Maria Jespersen, men ifølge Svendsen bærer samarbejdet også frugt for juniorer. "Det er vigtigt for især Philip og Maria, at de har de svenske spillere at træne og eventuelt rejse med", udtaler Svendsen.

Så måske er det vejen frem, at der både bliver talt dansk, tysk og svensk til træning i de danske klubber. Om flere klubber vælger at starte samarbejde på tværs af landegrænser, og om det gavner dansk tennis, vil kun tiden vise.