Lyngby Tennis Klub søger sportschef

Danske tennisnyheder
8. oktober 2012

Fuldtidsstilling som Sportschef i Lyngby Tennis Klub pr. 1. januar 2013

Sportschefen er bindeleddet mellem bestyrelsen og klubbens medlemmer og ansatte. Sportschefen skal sørge for relevante tennistilbud til elitespillere, turneringsspillere, tennisskolen og motionister, og samtidig sørge for at klubben er velfungerende rent administrativt. Som Sportschef spiller du den centrale rolle i at skabe den struktur der skal være klubbens fundament fremadrettet. Vi er mere interesseret i dine ledermæssige kompetencer og din indsigt og erfaring i hvordan en tennisklub skal drives end om du har opnået flotte resultater som spiller. Sportschefen rapporterer til Bestyrelsen og har det ledelsesmæssige ansvar for klubbens ansatte.

Om Lyngby Tennis Klub!
Lyngby Tennis Klub blev stiftet i 1923 og er en klub med mange og stærke traditioner. Læs mere her

Hovedopgaver

  • Skabe struktur for klubbens tennistilbud og øvrige daglige drift
  • Skabe et godt miljø for alle spillere i klubben
  • Daglig ledelse af klubben og dens medarbejdere.
  • Kommunikere med klubbens medlemmer via klubbens hjemmeside, e-mail og møder.
  • Skabe visioner og evne at igangsætte og fastholde nye initiativer som gør, at klubben bliver anset for at være en moderne klub der følger med tiden.
  • Lægge strategi for tennisafdelingens fremtid på kort og lang sigt, i samarbejde med bestyrelsen.
  • Etablere netværk af frivillige til at støtte klubbens aktiviteter
  • Sikre at Lyngby Tennisklub er blandt de bedste klubber i turneringsmæssig sammenhæng i Danmark
  • Sikre efteruddannelse og vedligeholdelse af kompetencer i trænerstab
  • Overordnet ansvarlig for at etablere træningslejre, træningsplan og træningsarrangementer
  • Ansvarlig for klubben økonomiske drift, i tæt samarbejde med klubbens formand og bogholder
  • Udarbejde standard for aktivitetsbaseret budget/afregning for klubbens udgifts-og indtægtsgivende aktiviteter, i samarbejde med bogholderiet.
  • Sætter klubbens rankingliste i samarbejde med klubbens øvrige trænere
  • Sikre at der bliver tilmeldt hold til holdturneringer
  • Planlægge at der bliver afholdt turneringer og camps i LTK
  • Bistå bestyrelsen i sponsoraktiviteter
  • Samarbejde med DTF, andre klubber og myndigheder
  • Sportschefen skal indgå som ressource i den daglige træning – efter nærmere aftale.

Kompetencer og erfaring
Vi forventer, at du i dag kommer fra en lignende stilling, hvor du igennem flere sæsoner har bevist, at du er i stand til at få en tennisklub til at fungere med de hensyn og særlige forhold der gælder for de forskellige medlemmer. Du skal være stærk til at kommunikere både skriftligt og mundtligt og have et udpræget strukturgen, der sikrer, at der er styr på butikken. Som leder skal du være synlig i det daglige og formå at samle trænerstaben, spillerne og frivillige om de fælles mål som klubbens bestyrelse udstikker retningslinerne for. Vi forventer, at du er uddannet tennistræner og er i stand til at tiltrække stærke trænerkræfter til klubben.

Vi forventer at din personlige attitude er åben og imødekommende og at du brænder for at skabe noget stort, og at du kikker mere på resultaterne end på uret. Du skal være en ildsjæl, som får folk med dig.

Ansøgningsforløbet er åben fra det er opslået og lukker når der er ansat en Sportschef til Lyngby Tennisklub. Din ansøgning behandles fortroligt og evt. uddybende spørgsmål bedes rettet til formand Niels Thiesen:

Telefon: 2941 6437 eller e-mail: nielsthiesen@gmail.com