Lodtr?kning foretaget

16. juli 2008

I dag var så dagen, vi havde vores første officielle arrangement. Der var nemlig lodtrækning. Normalt er lodtrækningen altid om torsdagen, men af hensyn til presse og sponsorer, havde arrangørerne rykket den en dag frem. Nu hedder det lodtrækningen, men det er mere et pressemøde, hvor begge hold nominerer deres singler og doublen. Det, der bliver trukket lod om, er hvem, der starter. Lodtrækningen faldt sådan, at Martin starter på fredag kl. 10 mod Kevin Anderson, og så spiller jeg bagefter mod Rik De Voest. Om lørdagen spiller Rasmus og jeg så double mod Jeff Coetzee og Izak Van Der Merve. Den opstilling kan dog ændres op til en time før kampstart, der er 13.30. Hele opgøret bliver vist direkte på tv, og der har i det hele taget meget medieinteresse hernede. De synes tydeligvis, det er fedt at have en hjemmekamp for første gang i et par år.



De sidste par dage er gået meget stille roligt. De ligner meget sig selv, dagene, og de er gået hurtigt forbi. Vi er ved at vænne os til højden, og vi er alle fit for fight. Vi blev inviteret til et boksestævne her på kasinoet i går, og det var faktisk meget sjovt. Jeg har ikke selv den store fidus til boksning, men det var faktisk underholdende at se på live. Der var en, der blev knockoutet og gik ud som et lys. Det var rimeligt brutalt. De får nogle hug, det ser man virkelig, når man er tæt ved ringen.

I aften skal vi til den officielle middag. Det er som regel meget hyggeligt, selvom der er rigtigt mange, der skal holde tale. Som spillernes repræsentant skal Martin holde tale. Hver gang vi spiller holder vi lodtrækning, om hvem der skal holde tale til den officielle middag. De andre tre holder hver sin peptalk i løbet af weekenden. Et sted som her er helt sikkert et af de mere skræmmende steder at holde tale, da der nok kommer mange mennesker, hvor der fx i Luxembourg ikke var så mange. Vi har dog alle store forventninger til et hav af guldkorn fra Martins side. I morgen har vi en stille og rolig dag, inden det går løs på fredag.

YNWA