Caroline Wozniacki (billedet, WTA 8) fik ikke i denne omgang skrevet sig ind i historiebøgerne med sin femte titel i New Haven. I fredagens semifinale mod Maria Kirilenko (WTA 14) måtte Caroline opgive efter at have tabt første sæt med 5/7.
Det var den knæskade, som Caroline har mærket til de seneste kampe ved bevægelser i sideled, som stoppede hende. Selv udtaler Caroline, at hun stoppede kampen for at være klar til US Open i næste uge, og at hun er sikker på at blive helt klar.
Når Caroline trækker sig fra en så relativ vigtig kamp som semifinalen i New Haven, tyder det nu engang på, at knæet ikke er, hvor det skal være, hvilket kan få stor betydning for Carolines præstation i New York.
Med skaden i betragtning må det forventes, at Caroline spiller sin første runde i US Open mod Begu på tirsdag.