Tennissporten.dk bringer et eksklusivt interview i tre dele med Roger Federer, som journalist Laura Engstrøm har foretaget for Weekendavisen. Her følger første del af artiklen om den schweiziske legende.
Jeg banker på døren igen og igen
Tennislegenden Roger Federer havde en ting i hovedet i sin barndom og ungdom: at blive nummer ét på verdensranglisten. Den plads holdt han i fem år, indtil han blev slået af sin ærkerival, Rafael Nadal. Nu er han nummer tre. Og det huer ham ikke. Han vil vinde sin tabte position tilbage, fortæller han Weekendavisen i et eksklusivt interview.
Af Laura Engstrøm
MONTREUX. Den 21. december 1998 blev en skelsættende dag for Roger Federer. Han var 17 år gammel og havde vundet Wimbledon for juniorer et halvt år forinden. Den dag vandt han Orange Bowl i Key Biscayne i Florida, en vigtig turnering for juniorer. I hænderne holdt han trofæet: en skålfuld appelsiner.
”Da jeg kom tilbage til den lejlighed, jeg delte med mit hold, satte jeg en seddel på min dør: Nummer ét i verden. Jeg var så glad, for det betød, at jeg var den bedste junior i verden. Det var en fantastisk følelse, og jeg tænkte: Bare jeg en dag kan blive nummer ét blandt mændene. Det skete så,” fortæller han.
Ja, det skete så. Roger Federer er manden, der gør tennisaficionados salige for sit kreative spil, giver sine modstandere tics over, hvor let det kan se ud, og får tenniseksperter til at udregne vinkler og skruer på serverne. Han er unik i tennishistorien, ikke bare fordi han har 71 single titler, 16 grand slam titler og 285 uger som nummer ét på verdensranglisten, Roger Federer har udviklet sine egne slag, der er så komplicerede – og ser så ubesværede ud.
Han er også manden, der kan få en midaldrende chefredaktør for Vogue (Anna Wintour) som en af sine største og mest trofaste fans. Hun har efter sigende prøvet at styleham. I modsætning til rivalen gennem mange år, Rafael Nadal, der ligner en, der lige har smidt surfboardet i strandkanten – trækker Roger Federer i klassisk tennistøj; vide shorts, poloskjorte og et matchende pandebånd. Det ser lige så elegant ud, som hans ubesværede enhånds baghånd. Intet under at han er blevet en darling i det konservative Wimbledon, mesterens egen favoritturnering.
Efter år hvor den daværende éter, Peter Sampras kedede publikum med sin udtryksløse mimik og monotone baglinjespil, har Roger Federer sammen med Rafael Nadal og Novak Djokovic fået underholdningen tilbage herretennis. Den årelange rivalisering mellem Roger Federer og Rafael Nadal kunne ikke være castet bedre. Som L. Jon Wertheim skriver i om de to i sin anbefalelsesværdige bog ’Stokes of Geniuses’: Det er det klassiske mod det ultramoderne, centraleuropæisk tilbageholdenhed mod iberisk passion, Zeus mod Herkules, en verdensmand mod en provinsiel homeboy, det er Mercedes mod Kia.
Belle epoque- hotellet Montreux Palace kunne heller ikke være valgt som en bedre kulisse for den noble, schweiziske tennisstjerne. Udsigt udover Geneve-søen, enorme balsale og et med et flygel placeret på et podie tæt på baren. Det ligner noget fra en James Bond-film. Roger Federer sidder i Quincy Jones-suiten klar til at tage imod pressen fra det meste af Europa. En tur, arrangeret og betalt af Gillette. Hver journalist har fået tildelt 18 minutter. Hans agent, Tony tjekker lige, hvem der nu sidder klar.”Han er virkelig en fin fyr. Meget nem,” forsikrer han.
30-årige Roger Federer ser ud som, man kunne forvente. Håret let tilbagestrøget, pæn pullover over skjorten, jeans og et professionelt og imødekommende smil. Stemmen er venlig, mørk og rolig.
Det er svært at tro, at han har været sådan en knægt, turneringerne smed ud, fordi han råbte og skreg og smed med sin ketsjer. Men det var han. Laborantsønnen fra middelklassehjemmet i Basel var ikke sådan lige at få til at hidse sig ned.
”Nogle gange lod jeg være med at fortælle mine forældre, at jeg var blevet smidt ud af en turnering. Andre gange var jeg glad for, at de smed mig ud, for så kunne komme tidligere hjem. Jeg havde meget hjemve i den tid, jeg var i Lausanne, (hvor Federer blev indskrevet på den nationale tennisakademi fra 14 årsalderen, red.) Jeg havde meget let ved at blive berørt i mine teenageår, men da jeg blev 20, tog jeg en bevidst beslutning om ikke at opføre mig sådan mere og så se, hvordan dét gik.”
Gjorde det en forskel, at du fik en mental træner?
”Ja, jeg havde ham fra 15 til jeg blev 17. Han prøvede at give mig forskellige ideer til, hvordan jeg kunne styre mit temperament og fokusere på de vigtige points. Jeg nød godt af det i seks måneder, og derefter var jeg ikke så begejstret for det mere. Jeg tænkte, at det jo kun var mig selv, der kunne komme til de erkendelser. Det var mig, der var nødt til at tage de beslutninger. Venner og familie og trænere blev ved med at fortælle mig, at jeg skule være stille, men jeg kunne ikke. Det tog mig stadig tre år, efter jeg var stoppet hos den mentale træner at lære mig selv at gøre det. Derfor bliver jeg også så betaget, når jeg ser de her teenagere på 15-16 år, nogle gange helt ned til 12-årsalderen være så mentalt stærke. For mig var det umuligt. Det hjalp også at være livepå tv og pludselig skulle spille på Center Court. Det var der, jeg begyndte at stramme mig an. Men det gav et andet problem: Jeg blev for stille. Jeg var nødt til at få noget af ilden tilbage og åbenlyst lade mig begejstre, når jeg havde slået et godt slag. Men pludselig klikkede det, og så syntes det hele meget nemmere. Egentlig lidt mærkeligt.