Her følger anden del af det eksklusive interview med Roger Federer foretaget af Laura Engstrøm for Weekendenavisen. I forbindelse med artikelserien har du mulighed for at vinde et Gillette barbersæt ved at deltage i konkurrrencen på tennissporten.dk’s facebookside.
Hvad var dit drive, da du var ung?
”Jeg var en dårlig taber. Jeg kunne ikke lide at tabe. Hvis jeg tabte, hidsede jeg mig op. Det gjorde mig ked af det. Jeg ville vinde. For mig var det nok det, der gjorde, at jeg ville være nogen eller noget. Jeg spillede mange forskellige slags sportsgrene, nogle for sjov og andre var lidt mere seriøse. Tennis og fodbold var helt klart de mest seriøse. Jeg havde talent for begge sportsgrene, men da jeg var 12, var jeg nødt til at vælge mellem tennis og fodbold.”
Siden du var barn, har du villet være nummer 1, hvorfor?
”Ja, hvorfor? At blive nummer to har bare aldrig været en mulighed for mig. Det har nok betydet noget, at jeg blev så følelsesmæssigt berørt, da jeg var yngre. Jeg græd meget og tog meget på vej. Det har måske gjort mig sulten efter at ville vinde.”
De, der har fulgt Roger Federer, vil også vide, at han i de senere år har tacklet de vigtige og afgørende bolde ganske dårligt. Lige så artistisk og sublimt han spiller, lige så nervepirrende kan det være at se ham lave et fejlslag, så bolden ryger langt udover baglinjen, når han har matchbold. Som i semifinalerne i US Open i 2010 og 2011 mod Novak Djokovic eller i semifinalen mod Rafael Nadal i Australian Open tidligere på året. I top tennis er de alle toptrænede atleter. Den, der tackler det mentale pres bedst, vinder.
Hvordan dealer du med pres?
”Ved at blive ved med at være positiv. Man skal kende sine grænser og sit potentiale, sine styrker. Det er meget vigtigt at forblive tro mod sig selv og se: virker det godt på denne måde? I andre sportsgrene skal man måske sige mere til sig selv: ”Jeg vil slå ham der.” Men i tennis er selvtillid afgørende. Vejen til toppen er ikke nem, og det er følelsesmæssigt hårdt. På et tidspunkt når man også til et punkt, hvor man siger: ”Ved I hvad? Jeg var fået nok. Jeg taber hele tiden, og jeg hader at træne.”
Sådan havde du det også?
”Ja, ja, og det tager måske en nat, nogle minutter eller en uge, hvor man siger til sig selv: ”Jeg nyder ikke det her, for jeg taber hele tiden.” Men så opdager man, at alt det hårde arbejde er ved at bære frugt, og så er det meget vigtigt at blive ved med at være positiv og hele tiden havde for øje, at der er lys for enden af tunnelen. Hvis man arbejder hårdt, får man som regel også succes.”
Hvordan lærer man at deale med det psykiske pres, der er så stor en del af spillet?
”Man vokser med det. Nogle er bare gode til at klare presset og elsker at spille på Center Court og se det pres i øjnene. Jeg tænker altid, at det var i mine yngre år, hvor jeg ville bryde igennem, at jeg oplevede det største pres. Det har aldrig været: Ok, jeg vandt Wimbledon, så nu må jeg vinde det igen. Jeg kan godt lide at være favoritten til at vinde en match – hellere end underdog’en! Den selvtillid har ofte hjulpet mig igennem en match. Men pres er noget mærkeligt noget. Det har også ramt mig. Det er normalt. Men bare fordi du har været nervøs én gang, betyder det ikke, at du også vil være det næste gang. Nogle spiller konservativt, andre spiller risikofyldt, nogle gange er man heldig, andre gange ikke.”
Hvad siger du til dig selv i de afgørende øjeblikke i en match?
”Jeg er meget positiv og prøver at have et klart mindset: Hvor er det, din modstander kæmper? Hvad gør jeg selv godt? Hvor skal jeg serve? Og: Husk at flytte fødderne, lad være med at blive nervøs, så du ikke kan bevæge dig mere og prøv at slappe af, så meget du kan. Og: Go for it! Jeg har altid troet på, at det betaler sig at tage risici i stedet for at spille konservativt og give den anden mulighed for at vinde. Og man ser det i top tennis: Man lader ikke sin modstander invitere sig til nettet. Man går efter det. ”