Jacobsgaard klar til dronningernes finalemøde

Danske tennisnyheder
7. marts 2014

Tennissporten.dk til DM-inde i København: Karina I. Jacobsgaard, der vandt stort set alt i dansk tennis i begyndelse for syv-otte år siden, er klar til DM-finalen i damesingle efter sejr på 6-1, 6-4 over Cecilie Melsted. Her møder hun lørdag Mai Grage, der domineret dansk tennis i de seneste år.

Mai Grage er ved at være vant til det, men Karina I. Jacobsgaard skal lige vænne sig til det igen. Jacobsgaard har i alt syv DM-titler og er den mest vindende damespiller ved DM i det nye årtusinde, så det er langt fra, fordi hun ikke kender til det med finaler og medaljer. Sidst hun vandt ligger dog seks år tilbage, men lørdag får hun chancen for at føje endnu en DM-guldmedalje til hendes i forvejen bunende stak der hjemme.

Det er dejligt, at jeg stadig kan være med. Jeg er meget glad for at være i finalen. Jeg har trænet hårdt og er i god form, og jeg har hele tiden håbet, at jeg kunne lave et godt resultat”, fortæller Karina I. Jacobsgaard, der på hjemmebane i KBs tennishal har spillet flot tennis hele ugen men også har fået en hjælpende hånd til finalen grundet afbud fra både Karen Barbat og Maria Jespersen.

Dronningemødet
I finalen lørdag står den tidligere dronning i dansk tennis, Jacobsgaard, så over for sin klubkammerat og nutidens dronning, Mai Grage. Grage har siden år 2011 vundet fire DM-titler og har i den grad sat sit præg på dansk tennis i de seneste år. Derfor er hun også favorit til at tage sit femte DM-guld, men Jacobsgaard har bestemt ikke overgivet sig på forhånd.

Hvis jeg kan spille, som jeg har gjort den sidste måneds tid, så har jeg bestemt en chance. Men Mai er en god spiller, og hun har også rigtig meget rutine, så jeg er bestemt ikke favorit, men jeg har en chance, og jeg vil spille for at vinde”, lyder det om morgendagens finale fra Karina I. Jacobsgaard.

KB-spilleren er i fremragende form for tiden, og det er også blevet bemærket af morgendagens finalemodstander Mai Grage. De to træner til dagligt sammen i KB og kender derfor hinanden yderst godt. Grage tør heller ikke helt svare på, hvem der er favorit.

På papiret er det Karina. Hun er førsteseedet, men jeg har slået hende ved de seneste turneringer”, siger Mai Grage om finalen og fortsætter rosende om sin modstander.

Hun er rigtig god for tiden og har faktisk slået mig til træning på det sidste. Jeg glæder mig meget til at spille kampen”.

Problemer i andet sæt
I fredagens semifinale så det også længe ud til, at Karina I. Jacobsgaard ville køre Cecilie Melsted (Hvidovre) ud af tennishallen. I første sæt brød Jacobsgaard til 3-1 og vandt siden sættet med 6-1. I andet sæt kom der imidlertid andre boller på suppen. Cecilie Melsted blev ved med at fighte, og det var ikke længere tilstrækkeligt for Jacobsgaard at spille det sikre baglinje spil. Spillerne brød hinanden på skift, men i sidste ende viste veteranen sig for stærk. Jacobsgaard gik fra 4-4 til 6-4 og tog dermed finalepladsen.

I andet sæt får Cecilie sat mig mere under pres, og jeg ryger for langt ned bag baglinjen og kommer for meget i defensiven. Det har jeg ikke gjort tidligere i turneringen, når jeg har mødt spillere, der slår hårdt. Der har jeg spillet mig ud af, men i dag prøvede jeg at slå mig ud af det, og det var forkert taktisk”, forklarer Karina I. Jacobsgaard om, hvorfor andet sæt blev tæt. Alt i alt følte hun dog, at hun havde godt styr på kampen.

Jeg følte mig ikke rigtig presset i hendes servepartier og følte at jeg havde kontrol i det meste af kampen”, konkluderede Jacobsgaard.

Mai Grage spillede sig i DM-finalen efter en sikker sejr på 6-0, 6-0 over Ida Krause. Finalen mellem Jacobsgaard og Grage spilles lørdag kl. 11.