Efter at have læst om mit afbud til turneringen i Århus på TV2’s hjemmeside vil jeg gerne uddybe nogle ting, da artiklen er fejlagtig på visse punkter.
Efter længere tids overvejelser har jeg besluttet at springe grussæsonen over i år. I november vred jeg alvorligt om på min fod, og det tog mig ca. 3 måneder at komme over – troede jeg. Da jeg for omkring en måned siden begyndte at træne på grus i Monte Carlo for første gang i år hævede min fod voldsomt op og gjorde ondt igen. Den er tilsyneladende ikke klar til de belastningerne, det at spille på grus medfører pga. glideriet, hvilket en scanning i Frankrig også har vist. Derfor har jeg fravalgt alle grusturneringer i denne sæson og spiller i stedet på hardcourt og græs, hvor belastningen er mindre ( det betyder, at jeg heller ikke deltager i grusturneringen i Telde som hidtil planlagt). Jeg er utrolig ked af, at jeg ikke kommer til at spille på grus i år, da jeg elsker at spille på underlaget, og samtidigt går jeg glip af French Open, som er en af mine favoritturneringer. Det er trist, og jeg er meget skuffet. Jeg gør comeback på grusset til næste år, hvor jeg selvfølgelig også regner med at deltage i turneringen i Århus.