Klokken er 6 om morgenen og Fanden har næsten fået sutsko på. Jeg sidder i toget på vej mod lufthavnen på en ganske almindelig torsdag. Solen er stået op for længst, men hænger lidt lavt over himlen, dens stråler lidt krumbøjet, som om den ikke har fået strækket sig og børstet søvnen væk fra øjnene endnu. Radioheads ”Nude” kører i hovedtelefonerne og kysten, der passeres i farten ud for vinduet ved min siddeplads, får turen til at føles som en musikvideo. Thom Yorke’s salige stemme er som de gamle grimme stemmer i mit hoved, der fortalte mig, at jeg ikke kan noget og burde skrue ned for forventningerne, tage en maske på i offentligheden – Don’t get any big ideas, they’re not gonna happen. You paint yourself white and fill up with noise, but there’ll be something missing. – Men musikken fortæller mig det modsatte. Den gyngende bas der spiller oktaver og strygerne der åbner sig op mod himlen, sangens opbygning, trommerne der bliver højere og højere, den melodiske guitar, det giver mig fornemmelsen af frihed. Og så teksten: Now that you found it, it’s gone. Now that you feel it, you don’t. You’ve gone off the rails. Kontrapunkt. Det er fandenme smukt! Jeg bliver rørt hver gang jeg hører den sang.
Søvnen sidder også stadig i mine øjne, det svier lidt, men det er okay. Jeg er faktisk frisk. Jeg er overraskende frisk, for dem som kender mig ved, at jeg bestemt ikke er et morgenmenneske. Klokken 9 er som regel standard opvågning. De første to timer af dagen går med at drikke kaffe – stirre tomhjernet på dampen der danser op ad koppens kanter, tage fat med højre hånd om koppen, løfte, slubre, sænke koppen, starte forfra. Nogle gange strejfer dårlig samvittighed mig. Jeg burde jo stå op tidligere og få noget ud af morgenen, men den tanke fejer jeg hurtigt til side. Den har jeg ikke brug for at lægge på mig selv, for hvorfor skulle jeg egentlig stå op tidligere? Hvis jeg havde et 8-16 job, så var det på forhånd bestemt at denne vane skulle laves om, men det har jeg jo ikke. Jeg laver det jeg laver. Jeg laver det jeg vil lave. Det har jeg altid gjort og det bliver jeg ved med. Og jeg står op klokken 9. Sådan er det. Det gør mig glad.
Ja, det gør mig glad og glæden stammer ikke blot fra at jeg laver det jeg laver. Glæden stammer også fra faktum at igennem de sidste to måneder, har jeg haft styr på tingene, som man siger. Ikke sådan rent praktisk – vasketøjet hænger pt. stadig på snore hjemme i kælderen, selvom jeg er taget af sted, der bliver ikke gjort hovedrent ret tit, tøjet ligger i spredte men flot anlagte bunker og mit skrivebord er fyldt med blyanter, avisudklip, tyrkiske lirer, flyers fra maratondøgn i Helsingør Tennisklub, en gul highlighter, Idioten af Dostovjevski, en elektrisk cigaret og patroner til denne (det var et billigt eksperiment der skulle prøves) og et enkelt kondom, som jeg åbenbart ikke ved hvor jeg skal lægge hen, for man ved jo aldrig hvornår man får brug for at tage et på (tænker jeg måske) – men mere overordnet. Rent funktionsmæssigt har der været god overensstemmelse mellem mine følelser, tanker og virkeligheden. Det har forårsaget en tilnærmelsesvis objektiv vurdering af tingenes tilstand, som så har skabt et frygteligt og forholdsvis skræmmende positivt udsyn. Hvad fanden er det for noget? Jeg plejede da at være den tavse Ørn – mørkemanden, sortseeren, the diamond in the rough, den bitre mand i skuret, i dybet, i hullet – men er nu blevet Ørnø – den glade dreng med ambitioner, fuglen på taget, tossen i cirkusmanegen, den dansende og syngende idiot, knægten med muligheder. Alt dette selvfølgelig set indefra mit hoved.
Da jeg i sin tid tog på college, var der mange mennesker der sagde til mig, at når jeg nu skulle spendere fire år i et andet land med fremmede mennesker, kunne jeg jo være hvem som helst. Jeg kunne træde ind i en hvilken som helst rolle og være den person jeg ønskede at være. Dette råd opfattede jeg som en sjov idé, aldrig som en opmuntring eller en opfordring, som det nok i virkeligheden var. Jeg tænkte, at jeg er, den jeg er. Jeg har det, som jeg har det. Jeg stod op næsten hver dag med et hul i maven og mærkede hvordan min krop forsøgte at trække sig sammen omkring hullet, for ikke at lukke for meget af mit indre ud, som øjeblikket før man går på tennisbanen til kamp, hvor man kan blive ramt af et adrenalinsus og få lidt åndenød. Mit sus gjorde bare ondt, som en narkoman med abstinenser. Jeg længedes efter at have det bedre, og selvom jeg tænkte på, om det overhovedet kunne passe, at jeg skulle have det sådan, havde jeg også en side af mig, der accepterede tingenes tilstand. Jeg havde jo ikke prøvet at have det anderledes. Fornemmelsen i kroppen lå altid og ulmede og det føltes som et spørgsmål om tid, før jeg faldt i hullet igen. Dernæst fik jeg følelsen af afmagt og håbløshed. Sådan havde jeg det ofte. Men at have det sådan er ikke ensbetydende med, at det er sådan. For det var en følelse, bare en følelse, og jeg vil ikke domineres af mine følelser. Jeg bestemmer selv hvordan jeg har det. Jeg bestemmer i hvert fald selv hvordan jeg vil have det.
Denne blog er skrevet over flere timer. Jeg er ankommet til Tallink Hotel i Tallinn, Estland. Nu har det ramt mig hvor mange muligheder vi som mennesker har og især hvor mange muligheder jeg selv har. Og denne opfattelse har skabt en jetstrøm af gode oplevelser. Igennem de sidste to uger har jeg haft det som om alt jeg rører ved bliver til guld. Tag bare turen herned, f.eks. Allan Holmgren – min nuværende plejefar (skal forstås med humoristisk sans) – stod op og kørte mig til stationen kl. 5, gav mig to poser bolsjer, et klippekort til toget og en krammer. I lufthavnen checker jeg lidt sent ind, men prøver alligevel at høre om der er nogle ledige pladser ved nødudgangen. Der var én. Det plejer der ellers aldrig at være. I Riga skal jeg skifte flyver og kommer op i en mini propelflyver med minimal benplads til mit lange korpus. Mit boardingkort siger ”seat 2D”, men det findes ikke, så jeg spørger stewardessen, som fortæller mig at flyveren er blevet ændret, så jeg kunne bare sætte mig på 3A, som havde ekstra benplads. Ja-tak.
Jeg var coach i HIK i denne uge, tropper op i caféen, hvor Berit straks kaster en stor og yderst velsmagende laksesandwich med grøn pesto og en juice i hovedet på mig. På huset siger hun og smiler. Den café er i øvrigt den bedste tennisklubcafé ud af de, jeg har besøgt.
I går morges tjekker jeg universitetets hjemmeside, for at se om mine eksamenskarakterer var kommet. Jeg læser en kandidat i engelsk med profil i oversættelse og formidling. Jeg fik sgu 10 i begge fag!
Jeg vandt Kronborg Open i sidste uge og er rejst til Tallinn for at spille future turneringer på grus i solen… Der skal ikke et geni til at spotte at det har været et par gode uger.
Jeg skal sørge for at opdatere lidt om min færden i Estland og om turneringen.
På gensyn.
PØ