Caroline Wozniacki (billedet) kommer ikke til at genvinde sin titel i Dubai. Det blev klart i dag, hvor verdens nr. 4 havde en mindre god dag på kontoret og måtte indkassere et 6/7(3) 5/7 nederlag til den tyske bomber, Julia Goerges (WTA 18).
Goerges nægtede kampen igennem at gå på kompromis med sin aggressive spillestil, hvor især forhånden lynede forbi Caroline. Det lykkedes ikke for Caroline at få tyskeren ud af sin "comfort zone", og kampen blev spillet på tyskerens præmisser. At Caroline var under et enormt pres var tydeligt i statistikken, hvor Caroline i slutningen af første sæt blot havde slået en enkelt vinder mod tyskerens 22.
Det lyste igennem, at det ikke var Carolines dag, og danskere havde indimellem problemer med timingen og lavede flere fejl, end vi er vant til. På en sådan dag mod en så kompetent modstander havde de fleste hængt med hovedet og mistet troen på sejr. Men ikke Caroline. Hele kampen igennem kæmpede hun for alle point, og forsøgte at få det bedste ud af dagen. Caroline fortjener stor ros og respekt for den præstation og den mentale indstilling, som faktisk var tæt på at give en billet til finalen på trods af en dårlig dag.
I finalen møder Goerges polske Agnieszka Radwanska (WTA 6).