I morgen begynder løjerne

Maria Jespersen
15. september 2012

Dag 2 er nu ved at nå enden. Jeg stod op lidt tidligere i dag for at stå klar på banen kl 8.00 til en times træning med en russer, som jeg sluttede af med "mor-gymnastik" – mave og ryg øvelser. Det er noget min kære mor går rigtig meget op i at man holder ved lige og jeg har også fundet ud af hvor vigtigt det er, så det er automatisk blevet en del af min hverdag. Jeg ramte den rigtig godt i går og det gode spil fortsatte i dag. Efter træningen fik jeg en god og solid morgenmad, så jeg havde energi til hele dagen. Jeg besøgte fitness’et inden frokost, hvor jeg kørte noget cykelinterval og styrketræning for ryg og skuldre, så der er styr på det til i morgen. Tidlig eftermiddag havde jeg endelig tid til lidt afslapning ved poolen med de andre svenske piger. Det var dog i skyggen, men stadig rigtig rart med 35 graders sol og vandet på 29 grader. Hertil eftermiddag trænede jeg med svenskerne og fik spillet lidt pointspil, så nu er der pumpet godt op i selvtilliden til i morgen

Jeg skal vinde to kampe i kvalifikationen for at komme i hovedturneringen. I første runde møder jeg en pige fra Ukraine ved navn Olena Kyrpot, som ikke har rangering. Hun tabte i sidste weekend imod Brenda Njuki fra Sverige, så jeg har fået nogle tips til kampen i morgen. Alt kan selvfølgelig ske, men jeg håber og regner med at det bliver en sejr. Jeg skal ind og gøre mit bedste og mere kan man vel ikke forlange af mig. Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget til at komme i gang med kampen. 

Hvis det skulle gå hen og blive sejr møder jeg en 3. seedede fra Bolivia, Particia Cortes. Hun har bye i morgen, så jeg kan desværre ikke tjekke hende ud, men det går nok alt sammen.

Lige nu, mens jeg sidder og skriver, sidder svenskerne og spiller kort. Det er rigtig hyggeligt at jeg kan hægte mig på dem, men ville dog ønske at der kunne sidde nogle danskere ved min side. Dette er et opråb til jer spillere derhjemme – KOM I GANG med at leve livet som professionel tennisspiller. Vi kan få så meget glæde af hinanden, så det ikke bliver det ensomme liv som folk tror det er og taler om derhjemme. Giv det en chance, da uddannelse godt kan vente.
Men indtil da må jeg "nøjes" med de svenske piger og heldigvis Martine Ditlev i næste uge. Det kan kun blive en succes og jeg glæder mig rigtig meget til at have en at dele det med. 

I morgen har jeg opvarmning kl 9.00 og kamp kl 10.00, så morgenmaden må blive kl 8.00. Hvad resten af dagen byder på, ved jeg ikke endnu, men det bliver helt sikkert noget på hotellet (der er ikke så meget andet man kan gøre når det er et resort man er "fanget" på).

Ha’ det så godt til næste opdatering. Hygge hejsa og svedige tanker fra det varme Tyrkiet til mindre varme Danmark.

 

/MJ