I finalen i single

5. juli 2008

I dag var desværre ikke den bedste dag rent spillemæssigt, men jeg fik en sejr i single, mens vi måtte lægge os i finalen i double. Jeg vandt min single med 6-7(8) 7-6(4) 6-3. Jeg returnerede ikke specielt godt i de to første sæt, og jeg havde svært ved at finde timingen på centercourten, der lidt hurtigere, end de andre baner. Desuden havde jeg i dag store problemer med min arm, der gør mere og mere ondt. Jeg tabte også fokus på grund af det, og tudede lidt for meget over det. I første sæt brød vi hinanden en gang hver (han kunne faktisk serve for sættet), inden han vandt efter en lang tiebreak. På mine sætbolde kunne jeg ikke gøre så meget. I 2. sæt skiftede jeg til en blødere ketcher, og servede lidt anderledes, og det hjalp faktisk. Jeg mistede godt nok noget guf på serven, men på den hurtige bane, kunne jeg slippe afsted med det. Jeg blev godt nok brudt en gang, men jeg kunne let være blevet brudt flere gange. Ved 3-5 har han to matchbolde, som jeg redder med et godt lob og et es. Derfter bryder jeg ham, i et game, hvor han blev lidt tight og missede nogle førsteserver. Han havde ellers servet rigtigt godt. Derfra var jeg ovenpå, og jeg vandt 3. sæt med to breaks. Jeg fik endelig fat på returerne, og det gjorde forskellen.

Doublen er der ikke meget at sige om. Den var kedelig. Vejret var skit – blæsende og halvregn. Der var ikke rigtigt nogen, der havde timingen med returerne, og folk servede godt. Der var kun et break i kampen, og det var i vores første servegame, hvor dommeren ikke hører to netserver, som jeg efterfølgende flugter i nettet, fordi jeg taber momentum. Derefter var der ikke så mange chancer. Vi havde en gang 0-40, men der servede de sig ud af problemerne. I tiebreaken spillede de lige et par gode point, der gjorde forskellen.

I morgen møder jeg Robert Smeets, Australien. Han er en venstrehåndte spiller, der server og returner godt, hvilket jo er de to vigtigste egenskaber her, så det bliver tough. Vi har mødtes en gang tidligere, hvor jeg vandt efter 3 tætte sæt. Det var dog en jammerlig kamp, så den kan jeg ikke rigtigt bruge til så meget. Det er bare at køre videre i samme rille.

YNWA