Hård kritik af Caroline

Danske tennisnyheder
19. marts 2012

Hvis der er nogen, der kender til ordsproget "der er koldt på toppen", må det være Caroline Wozniacki. I sine mange måneder som nr 1 på verdensranglisten har hun på hvert eneste pressemøde måtte lægge øre til kritikken af den manglende Grand Slam triumf.

I dag dumpede Caroline ned fra fjerdepladsen på WTA-ranglisten til nr. 6, og kritikken af Caroline har den forgangne uge nået nye højder. Der er ingen tvivl om, at årets første måneder resultatmæssigt ikke er gået, som Caroline havde håbet. Men kritikken fra pressen og eksperter går nu ikke længere blot på den manglende Grand Slam sejr, men til og med på Carolines udstråling og håndtering af de udeblivende resultater.

Således skrev Ekstra Bladets Troels Christensen – der har fulgt Caroline tæt de sidste mange år – for få dage siden: "På det seneste er hun (Caroline) faldet tilbage til det defensive udgangspunkt, der længe var nok til at stryge forbi mentalt skrøbelige modstandere. I dag har de mistet lidt af respekten og spiller med større sejrstro og tålmodighed, fordi de ved, at chancerne nok skal opstå, når Wozniacki er passiv. Selvtilliden mangler tydeligvis og udefra er det ærlig talt svært at se, hvor hendes fokus ligger".

Kritikken kommer ikke blot fra dansk side – også mange internationale tenniseksperter bruger for tiden spalteplads på at anlysere og lange ud efter Caroline. Blandt dem er Peter Bodo, der kommenterer tennis i bl.a. New York Times. "The most troubling thing about Wozniacki’s attitude is that losing big matches never really appeared to hurt her – or the part of her that ought be affected by such things. (…) She’s processed, absorbed and in many ways rationalized her shortcomings and losses in a very smooth way. And that’s just something that a natural-born champion doesn’t do, as much as he or she hates to lose and conveniently has a bad memory for such unpleasant episodes." skrev Bodo efter Carolines nederlag till Ivanovic i Indian Wells.

Der er ingen tvivl om, at Caroline havde håbet på en bedre start på året end hun har præsteret. Spillet har ikke fungeret på det seneste, men sådanne perioder kommer selv de største stjerner ind i. Det mest alvorlige er dog, at en stor gruppe spillere har mistet respekten for Caroline, når de står på den anden side af nettet, og den respekt skal vindes tilbage snart, for at knække kurven. Den gode nyhed er, at ligeså hurtigt det går ned ad bakke i tennis, lige så hurtigt kan det vende igen. Allerede i denne uge i Miami har Caroline mulighed for at indhente nogle af de tabte point. Her skal hun "blot" forsvare en 3. runde fra sidste år, og har dermed mulighed for at lukke munden på nogle af hendes hårde kritikere.