Jeg tabte igen til Delic. Det var mere eller mindre identisk med vores match i Hillerød. Denne gang havde jeg bare større chancer. Jeg fatter ikke, hvordan jeg ikke kunne vinde. Jeg var godt spillende, hurtig på fødderne, godt forberedt taktisk og på fra første bold af. Der er åbenbart bare et eller andet, når jeg møder ham. Jeg kan ikke vinde de vigtige bolde, og når jeg får ketcheren på returerne misser jeg klart flere, end jeg plejer. Jeg følte mig meget bedre, end han i 1. sæt. og jeg tror da også, jeg vandt en del flere point, end han. Jeg måtte redde to sætbolde ved 4-5, men gjorde det med godt spil, og fulgte op med et super break til 6-5. Der begyndte jeg at tro – ellere rettere, jeg var sikker på, det ville gå anderledes. Jeg havde 30-15 i egen serv, da han igen igen kom op med en god vinder efter et point, jeg skulle have vundet. Ved á 30 går jeg efter en vinder ned af linjen, men misser med et flækket myrehår, og så begynder jeg alle de samme følelser fra DC-kampen at komme og jeg begynder at tro, at det bare ikke skal være mod ham. Jeg laver ikke besynderligt en dobbeltfejl, spiller en skidt tiebreak (han spillede en ok tiebreak), og så var dne kamp mere eller mindre færdig. Jeg følte stadig, jeg var bedre spillemæssigt, men jeg kollapsede mentalt. Kunne ikke se mig selv vinde. Muligvis også et resultat af de sidste par måneders rendestenstennis. Irriterende og skuffende. Som jeg spillede, burde jeg have fået så meget mere ud af det.
Vi vandt double bagefter, og fik revanche mod en af de spillere, vi tabte til i sidste uge. Jeg spillede solidt i de ting, som normalt er mine svagheder, og det var nok til at vinde. Min makker var rigtig god i går til gengæld. Jeg fik lige hevet mig op til to gode returgames, og det var det. Jeg følte mig ussel spillende, men med scoresystemet i double, betyder det ikke så meget. Det er noget af det, jeg ar lært mest af at spille så meget double i år. Vigtighede af "bare" at spille nogle få vigtige point godt.