God start

Frederik Løchte Nielsen
21. juli 2010

 Jeg fik en god førstedag i Lexington, Kentucky. Jeg vandt med 4 og 1 over Takao Suzuki, Japan, og fik altså revanche for mit nederlag i vores første kamp. Det var mega varmt, da vi spillede. Her er konstant ekstremt fugtigt, men da vi spillede var solen fremme og der var ingen vind. Forholdene var derfor meget hurtige og boldene sprang op fra banen og ud af ketcherne som projektiler. Vi havde begge meget svært ved at returnere i starten, så der var ikke mange dueller. Midt i sættet fik jeg bedre fat og brød til 5-4. Derfra var der ingen slinger i valsen, og jeg fortsatte i samme stil. Han fik aldrig rytmen, og spillede, for at sige det lige ud, som en pose nødder. Han satte ikke et grundslag, hvilket man kan se på statistikken fra mine servegames. Han vandt kun 5 point i hele kampen, hvoraf 1 var en dobbeltfejl. Jeg leverede selv en skide god præstation. Holdt god fokus, og spillede de point, hvor der rent faktisk var spil, optimalt. En god kamp for mig. Specielt det at spille et point ad gangen i stedet for at spille hele kampen, gjorde jeg godt. 

Vi vandt også vores double efter et tæt opgør. Vi mødte en chilensk, kinesisk kombination, der spillede ganske udmærket. Vi spillede selv fint, men fik en uheldig start, og selvom vi kom tilbage, nossede jeg for meget i det i de vigtige games. Jeg tabte selvtillid i egen serv – lidt besynderligt, da jeg egentlig servede fint. Heldigvis spillede jeg mig mere og mere op, og vi sluttede stærkt af. Joey spillede generelt en kanon kamp. 4-6 6-4 10-3 endte kampen.

I morgen (onsdag) spiller jeg single mod Sergei Bubka Jr. Jeg har mødt ham en gang tidligere, men der var han meget ung. Han er gået meget frem siden, og har et kraftfuldt spil. Som jeg ser det gælder det om at stå imod hans pres få ham på hælene, når jeg får muligheden. Han lever meget på sin serv, så en god returdag vil hjælpe gevaldigt. Double er på torsdag, hvor vi møder et stærkt sydafrikansk par.

YNWA