Roger Federer og Lleyton Hewitt spillede mandag aften en opvisningskamp i Sydney, hvor de testede nye tennisregler, som tidligere omtalt her på Tennissporten.dk Kampen havde samlet mere end 15.000 tilskuere og danske tennisinteresserede kunne følge kampen direkte på Eurosport med Michael Mortensen som kommentator.
Federer vandt kampen i 5 sæt med sætcifrene: 4-3, 2-4, 3-4, 4-0 og 4-2. Sættene varede henh. 18, 19, 23, 13 og 19 minutter, altså i alt 1 time og 32 minutter, hvilket må siges at være særdeles hurtigt for en 5-sæts kamp. Regelændringerne levede dermed op til formålet om, at afvikle tenniskampe betydeligt hurtigere, end det sker med de nuværende regler. Den væsentligste faktor for den hurtige kampafvikling var, at sættet blev afgjort allerede, når en af spillerne havde vundet 4 partier. To af sættene blev afgjort i tie-break, som blev vundet af den spiller, der først vandt 5 point. I tie-break’en startede spilleren med serveretten med to server, hvorefter spillerne på skift servede to gange indtil sættet var afgjort. Reglen om no-add ved 40-40 i partiet var stort set ikke i brug i kampen. Det samme gjorde sig gældende med reglen om at spille videre, selv om der var netberøring i serven.
Som tilskuer er det svært på baggrund af en enkelt opvisningskamp at forholde sig til, om ændringerne var en gevinst for spillerne og tilskuerne. Mange er dog af den opfattelse, at tenniskampe på ATP-touren og i Davis-Cup sammenhæng ofte bliver for lange, og derfor er det kun et begrænset antal af tilskuerne og tv-seerne, der føler hele kampen slavisk.
Det skal blive interessant at følge, hvilke ændringer (om nogen) der kommer fra Dansk Tennis Forbund. Holdkampene er jo allerede blevet forkortet ved flere tiltag. Det forekommer dog nærliggende at kigge på reglen om fordel ved 40-40 i partiet, og lade en evt. tiebreak blive afgjort, når den ene af spillerne har nået et bestemt antal point.
FAST-4-TENNIS konceptet anvendes allerede i Australien på klubbasis.