Flere eksperter var usikre på Novak Djokovic’ form inden Australian Open. De var usikre på, om han kunne præstere efter sit fantastiske 2011, og om han stadig havde "hjertet" for tennis. Om han havde overskuddet og viljen til at gå planken ud i de afgørende momenter og kampe.
Disse eksperter har fået deres svar. Djokovic har absolut hjertet på det rette sted og viste det både i semifinalen mod en fremragende Murray og i dag i den længste finale i en Grand Slam nogensinde mod Nadal.
5 timer og 53 minutter. Så længe måtte de to spillere kæmpe sig rundt på Rod Laver Arena, inden Djokovic kunne falde om i triumf, mens scoreboardet viste 6/7 6/4 6/2 6/7 7/5.
Djokovic var to point fra sejren i fjerde sæt og nede med et break i afgørende sæt, men han er som en duracel-kanin, der altid bliver ved og ved og ved. Selvom spillet måske ikke altid var, som han ønskede det, så var han en smule skarpere end Nadal, da han havde brug for det. Djokovic har nu overvundet Nadal i de seneste syv finalekampe, hvor de har stået over for hinanden.
Hos kvinderne var finalen knap så spædende og lang som herrernes. Azarenka lignede – bortset fra de første partier – ikke en spiller, som for første gang stod i en Grand Slam finale. 6/3 6/0 vandt hviderusseren over Sharapova og indtager i morgen også verdensranglistens førsteplads. Det var en imponerende præstation af Azarenka, der som altid gik til kampen med en imponerethed, der er på grænsen til respektløshed. Med sit højtanlagte agressive spil og en jernvilje til ikke at lade sig blive presset tilbage i banen af Sharapova’s skrigende kanoner, styrende Azarenka kampen fuldstændigt.
De seneste fire Grand Slam turneringer hos kvinderne er vundet af fire forskellige førstegangs Grand Slam vinder – hvis tur mon det bliver til French Open?