Vi kender dem både fra Danmark og udlandet. De overengagerede forældre. De forældre som trækker overskrifter og fjerner fokus fra døtrenes tennis. Capriati, Dokic, Graf, Lucic, Williams, Sharapova – listen er uendelig lang.
Nyeste skud på stammen af overengagerede forældre er Arsalan Rezai – far til Aravane Rezai. Deres historie er på mange måder en, som tennissamfundet har hørt mange gange tidligere. Familien er oprindeligt fra Iran, men Aravane har boet det meste af sit liv i Frankrig, som også er det land, hun repræsenterer.
I 2010 var hun spilleren alle snakkede om. Hun fik sit store gennembrud, vandt flere WTA turneringer og blev kendt og elsket rundt om i verden for sin kompromisløse spillestil og udstråling. Rezai sluttede år 2010 som nr. 19 på verdensranglisten.
Familieproblemer – vold og dødstrusler
I dag er Aravane rangeret som nr. 100. Det skyldes ikke skader, det skyldes ikke uheld – det skyldes hendes far. Da Aravane begyndte at spille tennis, var det hendes far, som trænede hende. De trænede meget og det bar frugt. Når der skulle spilles turneringer gik turen ofte i bil, og far og datter overnattede i bilen for at spare penge. På banen gik det så godt, at Aravane kom i top 100, inden hun fyldte 19 år.
I Australian Open i år gik det så galt – korthuset faldt sammen. Hvad der præcis skete er svært at få klarhed over. Rezai og hendes manager, Alastair Garland, vil blot bekræfte, at der har været familieproblemer, og Aravane undestreger, at hun har nået en alder, hvor hun vil tage ansvar for sig selv og træffe sine beslutninger på egen hånd.
Uofficielle kilder er mere dybdegående. Aravane ville bytte sin far ud som træner. Aravane havde fået en kæreste, som hendes far ikke kunne acceptere. Det hele endte i vold og WTA udelukkede Arsalan fra WTA Touren. Efterfølgende skulle Aravane have anmeldt sin far til fransk politi for vold, dødstrusler samt økonomisk svindel.
Det virker derfor ikke så underligt, at unge Rezai for tiden har svært ved at finde sig selv og sit spil på banen. Men hvorfor er det, at sådanne historier om overengagerede forældre kommer frem gang på gang? Hvad er det, der foregår mellem forældre og tennisbørn – og hvordan finder man som forældre den rigtige opskrift på opbakning og støtte?
Familien skal være et fristed
En amerikansk undersøgelse fra 2006 viser, at op mod 36 % af tennisforældre har en negativ påvirkning på deres børns udvikling. "Forældrene spiller helt klart en voksende rolle, og det er noget som vi er opmærksomme på, at vi skal være i stand til at hjælpe med", siger sportspsykolog i Team Danmark, Kristoffer Henriksen, til tennissporten.dk. Han understreger af familien og det sociale forhold har stor betydning for udøveren, men det skal gøres på den rette måde. Alt tyder nemlig på, at det hverken er de overengagerede eller de underengagerede forældre, som er til bedst gavn for deres børn. På trods af enkelttilfælde ligger løsningen et sted midt imellem.
"Hjemmet skal være et fristed for udøverne. Her skal man snakke om alt andet end sporten", siger Kristoffer Hansen. Dermed får udøverne ikke låst deres identitet fast i sporten. Samtidigt undgår man, at forældreoprørene i starten af teenageårene samtidigt bliver et oprør mod sporten – for sport og forældre hænger ikke uløseligt sammen.
Et andet godt råd fra sportspsykologen er, at forældrene er procesorienteret og ikke resultatorienteret. "Hvis der skal snakkes sport i hjemmet, skal det handle om den proces man er i gang med for dygtiggøre sig, og ikke hvilke resultater man har præsteret nu og her".
Arsalan fulgte ikke råd, som dem Kristoffer Henriksen kommer med. Det gik ud over hans datter. Deres historie er langt fra enestående – de findes på alle niveauer både nationalt og internationalt. Lad os håbe, at der i fremtiden er flere forældre, som formår at støtte deres børn på en konstruktiv måde, så Rezai’s historie ikke bliver gentaget.