Den næste Wozniacki

Danske tennisnyheder
25. februar 2012

Her bringer vi den sidste smagsprøve på bogen "Alt om Caroline Wozniacki", som handler om, hvem der i fremtiden kan blive den nye danske Caroline Wozniacki.

Hvis du vil have fingre i bogen, kan du stadig nå at gå ind på tennissportens facebookside og deltage i konkurrence ved at "like" billedet af bogen. Konkurrencen slutter i morgen søndag den 26. februar.

Den næste Wozniacki

Da Simone Alipieva var ni år gammel, spillede hun en venskabskamp mod Caroline Wozniacki.
– Du er bedre, end jeg selv var som ni-årig, sagde Caroline dengang.
– Det betød en masse. Det var rigtig godt at vide. Hun var en stor tennisspiller og jeg kunne lære meget af hende, forklarer Simone i dag om at få ros af sit idol.
Simone, der har spillet tennis, siden hun var syv år, var fan af Caroline allerede dengang – og er det stadig.
– Jeg kan godt lide den måde, hun er på, og jeg synes, hun har mange gode ting, når hun spiller. Jeg kan lære meget af hende, siger Simone.
De to bliver af og til sammenlignet af tenniseksperter og i medierne. Simone ved ikke rigtig, hvordan hun skal forholde sig til sammenligningen.
– Jeg synes, det er lidt svært at blive sammenlignet med en, der er ældre end mig, og hun er jo også professionel, og det er jeg ikke endnu, men det er meget fedt. Jeg håber da, at jeg med tiden kan blive lige så god som hende, forklarer hun.
Hvis Simone skal blive den næste Wozniacki, kræver det penge og træning. Masser af træning. Tennistræning, fysisk træning og mental træning. Der er lang vej endnu, siger Simone selv, når hun taler om tennis. Men hun går helhjertet efter målet.
– Jeg har altid haft lysten til at blive en af verdens bedste tennisspillere. Mit mål er at blive nummer 1 i verden, der hvor Caroline ligger nu, at vinde de fire Grand Slams og at leve af at spille tennis.

Simone Alipieva
Simone er født 1. oktober 1998 og har spillet tennis, siden hun var seks år. Hendes forældre, der hedder Michael og Maria, er oprindeligt fra Bulgarien og har begge to sportsbaggrund.

God sæson
Simone har haft et godt år i 2011. Hun har spillet 13 tur- neringer og vundet fem af dem. Af de 50 kampe, hun har spillet i årets løb, har hun vundet 42.