Tennisdommer Christian Rask blogger om oplevelser fra ATP- og WTA Touren:
Efter Australien tog jeg tre uger til Sverige og er nu atter i Danmark. Jeg var heldig at få et par kampe som stoledommer i Australian Open, men i de dage jeg var liniedommer, hvor temperaturen kom op på 45 grader, kunne det mærkes hvordan skoene nærmest smeltede fast til banen og koncentrationen blev svækket. Hvordan spillerne kan holde et så højt tempo i timevis under de forhold, er svært at forstå.
Desuden var det interessant at prøve den nye ”no-let”-regel i Australien. På ATP Challenger Tour’en kører man nu en 3 måneder testperiode med no-let. Det vil sige, at selvom bolden rammer nettet i serven – og lander i servefeltet – fortsætter spillet. En regel de danske collegespillere i USA kender til. Ufatteligt hvor svært det kan være at IKKE kalde ”let” i dommerstolen. Men spillerne stopper også forvirret op hver gang det sker, så det kræver nok lidt tilvænning hos alle.
I Sverige dømte jeg to ITF 10.000$ (Linköping og Helsingborg), der havde deltagelse af flere danske spillere. Den tredje uge var som referee på Tennis Europe-turneringen i Kungliga Tennishallen i Stockholm (samme anlæg som ATP’en spilles på). Der er naturligvis en lidt anden atmosfære i Sverige med sne og köttbullar end hedeslag og kænguruer i Australien, men det er sjovt at se, hvordan U14-spillerne har langt bedre forhold i denne turnering end professionelle spillere på futures-touren. I Stockholm får de transport, hotel, tre måltider om dagen, players lounge m.m. Det er en sjov oplevelse som referee også, da det indebærer transport til og fra hotellet i en limousine hver dag. Uden tvivl en stor turnering med et professionelt setup.
Jeg er nu en uge i Danmark inden jeg på tirsdag tager tilbage til Stockholm for at dømme Kings of Tennis. Det er en opvisningsturnering med Edberg, McEnroe, Wilander, Connors, Pernfors og Larsson. En oplevelse jeg glæder mig utroligt meget til, da det er nogle underholdende spillere, der stadig kan ramme en tennisbold! Jeg er den eneste stoledommer ved turneringen og kommer derfor til at dømme alle kampene (to hver aften fra tirsdag-fredag). Så mon ikke der nok skal komme et par mindre pæne ord fra John?
Hvert år kommer der regelændringer grundet nye teknologier, sponsorer, opståede situationer m.m. Mange har nok undret sig over, hvorfor flere af de store spillere får lov til, at bruge så lang tid mellem pointene, når de kun har 20/25 sekunder (ATP 25 sek., WTA+ITF 20 sek.). For hvert år der er gået har flere spillere fået længere og længere snor mht. tiden, hvorfor en decideret regelændring har været nødvendig. Indtil i år fik man ved første overskridelse af de 25 sek. en advarsel og derefter en pointstraf. Nu er det for serverens vedkommende en advarsel ved første forseelse og en ”førsteservsfejl” anden og efterfølgende gang. Som modtager er det fortsat hele pointet der tabes, men her har man heller ikke haft de store problemer. Egentlig er det en mindre konsekvens end hidtil, da man nu har en andenserv i stedet for at tabe hele pointet, men det er lettere at argumentere for at være mere striks pga. en ny regel frem for ”fra i dag af tager vi denne regel, som har eksisteret i mange år, seriøst”.
Jeg tænker, at jeg vil slutte hver blog af med lidt ”insider-viden” som de færreste ved om tennis/regler. Jeg har ikke fundet på et godt navn til det endnu, men det kan være det kommer. Nogle forslag?
Tennisviden: Hawk Eye har en fejlmargin på op til 2 mm. Denne faktor har spillere og officials blot accepteret. Kalibreringen af de 10 højhastighedskameraer foregår oftest dagligt, men skulle et kamera flytte sig i løbet af en kamp vil systemet automatisk alarmere i Hawk Eye-boksen, hvor et par teknikere og en official sidder. Da boldens bane gengives ud fra 10 vinkler kan det fortsætte på trods af fejl hos et par kameraer.