Caroline færdig i Beijing efter drama

Danske tennisnyheder
7. oktober 2011

For første gang i seks forsøg lykkedes det Flavia Pennetta at besejre Caroline, og verdens nr. 26 skulle hele følelsesregistret igennem, før sejren var i hus.

Caroline kom bedst fra start i første sæt, som var præget af mange servgennembrud. Første sæt endte 6/3 i dansk favør.

I andet sæt ændrede kampen total karakter, og Caroline var ikke til at kende. Verdensetteren blev alt for passiv samtidig med, at Pennetta spillede rigtig godt og klogt. Caroline indkasserede et æg, og meget bedre gik det ikke i starten af tredje sæt. Pennetta fortsatte i samme stil og kom foran både 4-1 og 5-3, inden der stod "NERVER" i panden på italieneren. På trods af sine 29 år og mange års erfaring fra WTA Touren er Pennetta kendt som en spiller, der ofte bliver påvirket af nerver. Det vidste Caroline helt sikkert, og hun påbegyndte et af hendes velkendte comebacks.

Foran 6/5 30-0 i egen serv havde Caroline alle muligheder for at spille sig i semifinalen, men sådan skulle det ikke gå. Da Pennetta begyndte at se nederlaget i øjnene, forsvandt nerverne, og det flotte spil kom igen. Pennetta spille fejlfrit derfra, og vandt afgørende sæt i tie-break.

Turneringen i Beijing må betegnes som en skuffelse for Caroline, som skulle forsvare sin titel. Det er mange point, som Caroline ikke forsvarer i forhold til sidste år fra både Tokyo og Beijing. Heldigvis for danskeren har hendes nærmeste konkurrenter ikke præsteret meget bedre – Caroline var faktisk den eneste top 10 spiller, der var i kvartfinalen i Beijing.

Det ser altså ud til, at Caroline beholder førstepladsen på WTA ranglisten året ud. Sidste turnering for Caroline bliver WTA Championships i Istanbul 25. – 30. oktober.