Det var nok ikke mange, der havde levnet Frederik Nielsen (billedet) og Jonathan Marray mange chancer mod brødrene Bryan i fredagens semifinale i Wimbledon. Hvis nogen skulle være i tvivl er Bob og Mike Bryan et af de mest succesfulde doublepar nogensinde og kan vel kaldes doublens svar på Roger Federer.
Men efter dagens kamp glemmer amerikanerne aldrig hvem danske Frederik Nielsen er. Nielsen/Marray gik helt uimponeret til opgaven og fortsatte det solide spil krydret med fænomenale point, som har bragt dem til semifinalen. De to første sæt blev vundet 6/4 7/6 og overraskelsen lurede. I tredje kom de amerikanske tvillinger tilbage i kampen og vandt sættet i tiebreak. Fjerde sæt skulle ligeledes afgøres i tiebreak, og her var det endnu engang Nielsen/Marray, som var skarpest.
Det som ingen troede ville ske, skete. Dagens sejr er formentlig den største overraskelse i året Wimbledon sammen med Nadals tidlige exit.
I morgen ca kl 17 skal Frederik så ind på Centre Court og spille Wimbledon finale mod Lindstedt/Tecau, som har været i finalen i Wimbledon de seneste to år. Igen er Nielsen/Marray underdogs på papiret, men kan de holde hovedet koldt, er mulighederne for den fuldendte sensation meget mulig.
Uanset udfaldet i finalen er der næsten ikke ord for Frederiks præstation. Det er uden tvivl en af de absolut største danske tennispræstationer nogenside, og det er så utroligt fortjent og velondt, at Frederik får lov at opleve dette efter hans mange års vedholdende indsats i mindre turneringer.
Tennissporten.dk ønsker Frederik et stort tillykke og held og lykke i morgen.