Efter semifinalen i USA blev jeg et par dage og trænede i Winnetka. Tirsdag fløj jeg så videre med Spirit Airlines til Bogota, Columbia, for at deltage i en stor challenger, hvor jeg skal igennem kvalifikationen.
Spirit Airlines var ikke det fedeste selskab at flyve med, da det mindede meget om Ryanair, og de havde lige så mange latterlige regler. Det blev derfor noget af en kamp at få min bagage med mig. I Winnetka havde jeg modtaget en masse nyt tøj fra Fila, som betød, at jeg havde to tasker at checke ind. Dette var dog ikke muligt med Spirit Airlines, selvom jeg tilbød at betale for en ekstra taske. Jeg endte derfor med at slæbe en stor kuffert op som håndbagage i et halvtomt fly…. hvor ondsvagt er det?!
Det var vigtigt at komme hertil i god tid, da Bogota ligger i 3000 meters højde. Boldene flyver utroligt hurtigt gennem luften, og jeg hiver voldsomt efter vejret, når jeg løber. Jeg kender et par af de columbianske spillere, og de lod mig være med til deres gruppetræning, da der ikke var andre spillere, der ankom så tidligt. Det var sødt af dem, og jeg føler, at det går ganske godt under disse omstændigheder. Jeg har forresten helt glemt at fortælle, at vi spiller på grus i denne uge.
I dag skulle jeg så i kamp mod en urangeret spiller ved navn Juan Luna fra Venezuela. Jeg vandt lynhurtigt 6-1 6-0. Ikke fordi jeg spillede fantastisk, men min modstander var virkelig dårlig. I morgen møder jeg atter en urangeret spiller, hvorefter jeg får en noget hårdere kamp, hvis jeg altså vinder, mod den 5. seedede fra argentina.