Jeg er faldet godt til herude i Taiwan, men desværre har jeg ikke fået så meget ud af det rent resultatmæssigt, men det havde jeg ærligt talt heller ikke forventet. Jeg havde dog håbet på at få nogle flere kampe. Det var det, der var meningen med at tage herud. Nu blev det kun til to, men det er trods alt en start, og nu er jeg igang igen. Det her bliver i øvrigt en af de længere blogs, så hvis i er imod den slags, vil jeg anbefale i bare stopper her :-).
Det har været et singlefattigt år for mig. Det startede meget godt med syv kampe på årets første to uger, men derefter er det kun blevet til 4,5. Det var selvfølgelig ikke, hvad jeg havde håbet på, men der er ikke noget at gøre ved det nu. Det er bare at komme videre. Det kan være, det kommer mig til gode i den anden ende af sæsonen. Det er i hvert fald ikke noget, der er værd at bruge energi på. Jeg glæder mig ihvert fald til de næste par uger.
Man kan se på mine to kampe på to forskellige måder. Man kan se dem i forhold til, hva jeg normalt forventer af mig selv. I så fald er det to jammerlige kampe, man ser. Den første kamp spillede jeg på et niveau, jeg kun kan beskrive som det laveste, jeg kan spille uden at have en decideret defekt – fysisk eller psykisk. Jeg var meget rusten. Min rytme var helt off. Det vil sige, hvordan jeg skulle bevæge mig til bolden, hvordan jeg læste spillet, hvordan jeg reagerede og hvor effektiv jeg var. Normalt har jeg ikke lige en følelse af positiv overrakselse, når bolden rent faktisk går ind. Det er et tydeligt tegn på, jeg var bagud – tror jeg vist siger sig selv. Min modstander var en god spiller, der havde kvalitet og relativt højt niveau. Ingen tvivl om, jeg kunne have fået bedre lodtrækning, men jeg havde stadig de chancer, der skulle til for at vinde kampen. Jeg fik spillet mig op, men udnyttede ikke chancerne, og da han fik en lille mulighed, tog han den.
Min anden kamp var heller ikke god. Jeg var i starten af kampen meget opmærksom på min modstanders kvaliteter, da vi havde snakket meget om, hvad vi kunne forvente os af ham. At det forvirrede mig i starten, er for mig et tydeligt tegn på mangel på rutine. Der burde ikke være nogen tvivl om, at jeg skal køre på på min stil, men jeg blev fanget imellem det og diverse taktiske overvejelser. Derfor spillede jeg de første games uden klar plan. Jeg kom bedre igang og var i stand til at ændre momentum, selvom jeg stadig var for defensiv. Men på trods af to sætbolde (som jeg ikke spillede decideret dårligt – havde ovenikøbet en fejldom imod mig på en af dem), tabte jeg sættet. Derefter løb det meget hurtigt ud i sandet for mig, og det var spil til et mål. Jeg burde have fortsat på samme spor, da det jo trods alt kun var et par point, der skilte os, og jeg var 5-2 i games inden tiebreaken. Jeg tabte de vigtige bolde, fordi jeg var for defensiv, og kombineret med erindringen af starten, følte jeg, jeg skulle ændre noget og blive mere offensiv. Det sendte mig endnu engang til ingenmandsland, og da han ikke missede en kugle, havde jeg kun et skammeligt æg at tage med fra det sæt. Han spillede forudsigeligt, men konstant og på et højt niveau. Han havde vundet en masse kampe i de to futures inden challengeren, og havde en masse selvtillid. I mine to singlekampe er det desuden kun lykkedes mig at bryde 1 gang, selvom jeg ikke mødte gode servere. Det er også lidt usædvanligt.
Den anden måde at se kampene på, er i forhold til min situation. Jeg havde ingen forventninger resultat- eller niveaumæssigt. Jeg var i god form og følte, at jeg havde haft den forberedelse, og jeg havde kørt den rehab, der skulle til for, at jeg kunne rejse ud til en turnering. Jeg vidste også samtidig, at der ville gå et par uger, inden jeg ville ramme noget, der ligner godt niveau. Den første kamp var, som sagt, ikke god, men der var mange gode ting i den alligevel. Jeg havde en plan for kampen, og den fulgte jeg godt. I stedet for at gemme mig, og spille alibitennis efter en sløj start, blev jeg ved med at opsøge det spil, jeg arbejder på. Jeg blev bedre og bedre, som kampen skred frem og jeg havde et hav af chancer, der burde have været nok til at ændre momentum. Jeg må nok have haft 7-8 breakbolde i 2. uden at breake, mens han brød på sin første. Efter kampen var jeg tilfreds med, hvordan jeg havde præsteret – specielt fordi jeg var så ringe (hvis det giver nogen mening). Jeg var tough, resolut, afklaret og gav den hvad jeg havde.
I min anden kamp var der markant fremgang i alt det tekniske. Jeg ramte bolden bedre, rørte mig bedre og var hurtigere i opfattelsen. Fra 1-4 i 1. til 6-5 og egen serv, spiller jeg faktisk godt og sidder på ham. Jeg var stand til at ændre en dårlig start, og hæve mit niveau. Derudover var det desværre noget værre høvl, men der var noget godt at tage med. Så alt, der ikke var så godt i den første kamp, havde jeg forbedret markant til den anden – desværre var der nogle andre ting, der svigtede. Hvad der også er vigtigt for mig er, at jeg ikke er faldet i niveau i kampene i forhold til træning.
Nu har jeg tænkt mig at dedikere et afsnit til dårlige undskyldninger, for jeg har sgu lige nogle, jeg skal have brændt af. Nogle er ens for alle, men jeg kan nu kun snakke om mig selv. Pga. heldagsregn på turneringens førstedag udsat til dagen efter, og så var der dobbelt så mange kampe. Der blev derfor taget ekstra baner i brug, og jeg røg ind på den sureste af alle baner, der var slidt og beskidt, så boldene blev grumme. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg har haft et godt træf på det her anlæg. Det er som om, jeg ikke kan mærke, det ikke er mine egne ketchere og strenge, jeg spiller med. Der er svine varmt og fugtigt, og da jeg holder meget løst på ketcheren, har jeg ikke optimalt greb. Boldene – specielt i første uge, hvor der var 11-13 boldskift i forhold til 7-9 i challengeren – er ikke topdollar. Jeg har haft lift bad luck imod mig, bl. a. med nogle skæve domme på vigtige tidspunkter. Nå, nok om det.
Jeg har haft lidt bedre held i doublerne, hvor jeg faktisk har spillet meget godt. Jeg var god til at kompensere ved nettet, hvor min makker ikke var så skarp, og udnytte hans gode grundslag og 1. server. Jeg servede solidt gennem hele turneringen. Det siger sig selv, at det var federe at få et par kampe i stedet for "bare" at træne. I denne uge spiller jeg med Dan King-Turner, New Zealand. Jeg har spilelt med ham adskillige gange tidligere, men uden succes. Vi kommer dog godt ud af det med hinanden, og er begge i bedre situationer nu, end vi var da vi spillede sammen tidligere. Jeg tror, vi kan spille godt sammen. Vi møder Weintraub/Kapkovic (Israel/Slovakiet) i første runde i morgen.
Ellers har vi det meget godt. Vi træner godt på, og nyder tilværelsen her. Hotellet er godt, vi spiser godt og der er fin stemning blandt spillerne. Engang i mellem, kan det være lidt kedeligt, hvis der er mange asiatere i spiller loungen. Forstå mig ret, de er alle sammen skide flinke og jeg kan godt li dem, men de er ikke lige de første til at fortælle en god lirekasse historie. Men der er hyggelig stemning, og det er en god kombination af folk. Desværre har vi misset CL kampene pga. tidsforskellen, men jeg tror nu, jeg er meget tilfreds med, jeg ikke så kampen i går. Når det så er sagt, så synes jeg, det er vanvittigt frækt at svine Chelsea til for deres taktik. Ja, det var grimt, ja, Barca var uden tvivl dominerende, og jeg ville forerække, hvis mit hold ikke spillede sådan. Jeg havde helt sikkert foretrukket, at Barca skulle vinde. Men efter to kampe er det Chelsea, der er i finalen, og det var, hvad de gik efter. Barca har ikke en medfødt ret til at vinde bare fordi de er i stand til at spille champagneball. Det må man også respektere, hvad enten man kan li det eller ej. Tænk, hvis folk skulle svine spillere til, der slog Roger ved at løbe rundt og få bolden tilbage, i stedet for at gå efter hjørnerne, som han selv gør.
Jeg hopper let og frejdigt over Liverpool og Lyngby i denne omgang.
YNWA